Sport - Ritzau
Colombiansk rapper: Jeg har købt Vendsyssel FF
Colombiansk rapper: Jeg har købt Vendsyssel FF
Colombiansk rapper: Jeg har købt Vendsyssel FF
Rapperen Blessd har købt sig ind i Vendsyssel FF, skriver han. Ifølge Nordjyske skifter klubben snart hænder.
1.-divisionsklubben Vendsyssel FF står foran et ejerskifte til en opsigtsvækkende gruppe af investorer.
Den colombianske rapper Blessd meddeler således på Instagram, at han har købt sig ind i den danske fodboldklub fra Hjørring. Ambitionerne er skyhøje for klubben, der blot har spillet en enkelt sæson i Superligaen.
- Vi har lige købt et hold i Europa, som hedder Vendsyssel FF. Vi skal spille i den næstbedste danske række, men vi går all-in i næste sæson for at rykke op i den bedste række, og hvorfor ikke drømme om Champions League på et tidspunkt? Nu ved I, hvilket hold I skal støtte i Danmark, skriver rapperen blandt andet.
I Det Centrale Virksomhedsregister står Jacob Andersen stadig som ejer af Vendsyssel FF.
Ifølge Nordjyske sker virksomhedsoverdragelsen i løbet af "de kommende dage".
Den 24-årige rapper Blessd vil komme til at eje mellem 35-40 procent af klubben, der ifølge avisen vil have en ejerkreds på cirka 20 personer.
De fleste i den kommende ejerkreds kommer fra den anden side af atlanten, men Jacob Andersen vil fortsat eje en del af klubben, hvor også hans søn, landsholdsspiller Joachim Andersen, bliver en del af ejerkredsen, skriver Nordjyske.
Vendsyssel FF har tidligere haft et udenlandsk ejerskab. Fra 2020 til 2021 var klubben ejet af Core Sport Capital, der var ved at køre klubben i sænk og nølede med lønudbetalingerne. Til sidst blev klubben solgt tilbage til Jacob Andersen for en symbolsk sum på én euro.
Vendsyssel ligger aktuelt nummer 10 i 1. division. Klubben ansatte mandag den tidligere Lyngby-assistent Mads Kristensen som ny cheftræner efter at have fyret Bo Zinck for en måned siden.
/ritzau/