Sport - Ritzau

Danmark banker Belgien i rød og hvid jubelgryde

Danmark banker Belgien i rød og hvid jubelgryde

Danmark banker Belgien i rød og hvid jubelgryde

Ritzau
Malmø
Zuletzt aktualisiert um:
VM herrehåndbold: Danmark - Belgien Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark kørte overlegent hen over Belgien, som kun i de første cirka ti minutter kunne følge med.

Belgien kunne drille Danmark, lød spådommen, som slet ikke skete fyldest.

Et hav af danskere var fredag aften taget turen over Øresund, og i Malmö Arena fik de den målfest, de var kommet efter, da herrelandsholdet i håndbold tog hul på sit forsvar af VM-titlen.

Godt nok skulle der bankes en smule rust af maskineriet i de første minutter, hvor et par belgiske spillere sørgede for at holde miniputterne inde i kampen.

Men da først Danmark skruede op for fysik og tempo, havde Belgien ikke den mindste chance for at skabe sensationen, og danskerne vandt 43-28.

Dermed fører Danmark allerede sin indledende gruppe ved VM. Tunesien og Bahrain spillede nemlig uafgjort i aftenens tidligere opgør.

Danskerne havde afvæbnende forudsagt, at belgierne kunne blive nogle drillepinde, men det blev altså kun tilfældet i de første omtrent ti minutter.

Jef Lettens i målet tog formidabelt fra og gav blandt andre Emil Jakobsen en forfærdelig indledning på kampen. Og i den anden ende brændte Raphael Kötters igennem fra højre back med flere fine aktioner.

Begge belgiere spiller da også i den bedste franske række, og sammen sørgede de for, at Danmark ikke fik lov at stikke af.

Men så begyndte den rød-hvide maskine at finde de nødvendige omdrejninger.

Mikkel Hansen var i spillehumør og scorede seks mål før pausen, ligesom Emil Jakobsen rejste sig efter at have fået Nikolaj Jacobsens vrede at føle.

Til sidst blev der sågar plads til at give forsvarsstyrmanden Magnus Saugstrup pause, og så kom slutrundedebutanten Lukas Jørgensen ind og scorede sit første mål i en landskamp med noget på spil.

I den danske lejr havde man forberedt sig på, at Belgien ville praktisere sit syv mod seks-angrebsspil. Men det var ikke meget, vi fik det at se.

Først i slutningen af første halvleg sendte belgierne en ekstra angrebsspiller på banen, men det gik mildest talt ringe. Så det var droppet, da spillerne kom ud til anden halvleg.

Men det var, som om Belgien havde opgivet ævred allerede halvvejs.

I hvert fald var intensiteten fra kampens første ti minutter pist væk, og Danmark afklædte de rødklædte miniputter med 8-3 i de første ti minutter af anden halvleg.

Dermed var sejren så godt som sikker, og Nikolaj Jacobsen kunne begynde at spare nogle af stjernerne.

Mikkel Hansen fik pause, og ind kom 26-årige Lasse Møller til sin første slutrundekamp for Danmark. Den hårdtskydende venstreback har på grund af skader måttet melde afbud til flere slutrunder, men endelig kom debuten.

I en afslutning uden den store intensitet fik han sågar scoret, og så brød festen ud på tilskuerpladserne, hvor de mange danskere kom op af stolene.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“