Sport - Ritzau

Danmark har forberedt sig på straffedrama siden marts

Danmark har forberedt sig på straffedrama siden marts

Danmark har forberedt sig på straffedrama siden marts

Ritzau
Dortmund
Zuletzt aktualisiert um:
EM 2024: Danmark - Serbien Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Siden marts har de danske landsholdsspillere forberedt sig på en eventuel EM-straffesparkskonkurrence.

Hvis det danske fodboldlandshold formår at presse Tyskland hele vejen ud i en straffesparkskonkurrence i lørdagens EM-ottendedelsfinale, vil det vise sig, om Danmarks månedlange forberedelser bærer frugt.

Allerede ved årets første landsholdssamling i marts opfordrede Kasper Hjulmand sine spillere til at tænke over, hvad de vil gøre i tilfælde af en straffesparkskonkurrence ved EM.

De skal have tænkt hele scenariet igennem - hvordan de renser hovedet på vej ned til pletten, lægger bolden og eksekverer sparket. Om de allerede har bestemt på forhånd, hvor de sparker hen, eller afventer målmandens reaktionsmønster, må de selv om.

På træningsbanen er der også løbende blev taget straffespark for at give skytterne den bedste fornemmelse og mulighed for finjusteringer.

Den væsentligste faktor i en straffesparkskonkurrence, nerverne, kan man dog ikke simulere på en træningsbane uden tilskuere eller noget nævneværdigt på spil.

Hjulmand har tidligere refereret til undersøgelser, der viser, at pulsen i straffesparkskonkurrencer er på niveau med soldaters i en krigszone.

EM-spilleren Jonas Wind, der tidligere var en sikker straffesparksskytte for FC København, peger også på det udefrakommende pres som det eneste, man ikke kan træne på forhånd.

- Vi har forberedt os på straffesparkskonkurrence ved at træne det. Det har vi gjort et par gange i de næsten fire uger, vi har været samlet. Det kan være, at vi øver det endnu mere før kampen mod Tyskland. Det vil være dumt ikke at forberede sig bare lidt på scenariet både mentalt og på sparket.

- Man kan prøve at simulere presset med et konkurrenceelement, men det bliver aldrig helt det samme, som hvis vi skal stå på lørdag foran et fyldt stadion i Dortmund.

- Man kan godt mærke, at hjertet slår en ekstra gang inden et straffespark. Jeg tror, at alle føler en form for pres, så det handler om at håndtere det på bedst mulig vis, finde roen og sparke bolden i kassen, siger Jonas Wind.

Hvis kampen mod Tyskland går i straffespark, og han er på banen, ved han allerede nu, hvor han vil sparke.

- Det er forskelligt fra spiller til spiller, men for mig har det førhen virket at have taget en beslutning i forvejen. Der er også andre, som hellere vil beslutte sig i sidste moment.

- Jeg bruger ikke statistik på målmændene til at vælge spark. Der er mulighed for at få statistik, men det benytter jeg mig ikke af, jeg fokuserer mere på mit eget spark, siger Jonas Wind.

Assistenttræner Christian Poulsen vurderer, at Danmark er optimalt forberedt på at havne i den dramatiske disciplin.

- Det er selvfølgelig en lotteri på en eller anden måde, men jeg synes ikke, at vi kunne være bedre forberedt, siger Christian Poulsen.

Får Danmark mulighed for at vælge, går holdet efter at sparke først i en straffesparkskonkurrence, da statistik viser, at det øger chancen for at vinde.

Det hører til sjældenhederne, at landsholdet sparker et straffespark i kamp.

Danmarks seneste daterer sig til 9. oktober 2021, da anfører Simon Kjær høvlede bolden i mål fra pletten ude mod Moldova. Siden har Danmark spillet 31 kampe uden at få tildelt et straffe.

Danmark var senest i en straffesparkskonkurrence ved VM i 2018, hvor det blev til et nederlag til Kroatien. Før det skal man tilbage til EM-semifinalen i 1992, hvor Danmark slog Holland.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“