Sport - Ritzau

Danmark tabte point: Usædvanlig optakt er uden indflydelse

Danmark tabte point: Usædvanlig optakt er uden indflydelse

Danmark tabte point: Usædvanlig optakt er uden indflydelse

Ritzau
Ar-Rayyan
Zuletzt aktualisiert um:
VM 2022 gruppe D: Danmark - Tunesien Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Simon Kjær langer ud efter Fifa i sag om anførerbind. Sagen havde dog ikke betydning for indsats mod Tunesien.

Det danske fodboldlandshold kan ikke bruge en optakt præget af spørgsmål om VM-værten Qatar og Danmarks anførerbind i slutrunden som en forklaring på, at holdet tirsdag havde udfordringer i VM-premieren mod Tunesien og måtte nøjes med 0-0.

Sådan lyder det fra flere af landsholdets store profiler efter kampen.

Særligt sagen, om at Danmark ikke måtte spille med One Love-anførerbindet, har præget døgnet op til kampen i medierne, men ikke på landsholdet.

- For mig fyldte det ikke noget på banen, for det var et kapitel, jeg lukkede i går (mandag, red.). Det betyder ikke, at jeg forstår den beslutning, Fifa har taget i forhold til One Love, den er jeg fuldstændig uforstående over for, siger anfører Simon Kjær.

Selv om han har parkeret sagen, uddyber han gerne sin holdning til den.

- Jeg synes, det er fuldstændig latterligt, at vi ikke kan få lov til at bære bindet, og at man siger, at man kan få gult kort for at tage det med ind på banen. Vi kommer ikke til at gå sportsligt på kompromis.

- Jeg kan godt forstå, at der er nogen, der siger, at jeg bare skal tage det gule kort. Men så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad der sker efter fem minutter, hvis jeg så får et tilfældigt gult kort mere og så sætter hele holdet og Danmark i den situation. Det kan jeg ikke spille ud fra, siger Simon Kjær.

Han retter kritikken videre mod Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

- Jeg synes, at man overser Fifas rolle. Hvordan kan vi komme i en situation, hvor det giver en sportslig konsekvens at bruge et armbånd, vi har spillet med før. Det er der, problemet ligger.

- Det handler ikke om, hvorvidt man vil gå ind med et gult kort eller ej, og det er latterligt, at vi overhovedet skal snakke om det, siger Simon Kjær.

Også Christian Eriksen retter skyts mod Fifa.

- Hele situationen bunder i, at Fifa har nogle regler. Nogle er vi enige i, og andre er vi dybt uenige i, blandt andet at vi ikke kan spille med det anførerbind.

- Det bunder måske i, at hele slutrunden ikke skulle være spillet her, og vi bliver nogle marionetter i et stort politisk spil, samtidig med at vi er fodboldspillere og skal fokusere på det.

- Vores fokus har været på at spille fodbold. Der er mange skriverier rundt omkring, men vi bliver bedømt på at spille fodbold, siger Eriksen.

Også Joakim Mæhle fortæller, at spørgsmål om menneskerettigheder og anførerbind var uden betydning, da først premierekampen mod Tunesien blev fløjtet op.

- Vi havde lukket de ting inden kampen, så vi kunne koncentrere os om at spille fodbold, siger Joakim Mæhle.

Danmark skal i aktion igen lørdag mod Frankrig.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“