Sport - Ritzau

Danmark vinder gyser over Tyskland og er i OL-kvartfinale

Danmark vinder gyser over Tyskland og er i OL-kvartfinale

Danmark vinder gyser over Tyskland og er i OL-kvartfinale

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Kvindehåndbold: Danmark - Norge Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et nervøst dansk hold måtte slide hårdt for sejren over Tyskland, der blev slået med 28-27.

Det har ikke været lige kønt hele vejen igennem, men det danske kvindelandshold i håndbold er kvartfinaleklar ved OL med en spillerunde tilbage af gruppespillet.

Efter en sejr på 28-27 over Tyskland torsdag aften har Danmark nu seks point for fire kampe og er ikke længere i fare for at slutte på en af de to nederste pladser i gruppen.

Dermed er begge de danske håndboldhold med, når turneringen går ind i playoff-fasen og flytter 200 kilometer nordpå til Lille.

Det er bekymrende, at Jesper Jensens hold igen faldt ud i perioder og på ny lavede for mange tekniske fejl.

På den anden side ved man også, at der er meget at hente, hvis der blot kommer en smule mere sikkerhed ind i spillet. Måske kan den sikrede kvartfinaleplads sætte nogle kræfter fri.

Ligesom mod Sverige startede danskerne både tempofyldt og koncentreret. Der var flow i angrebsspillet og konsekvens i tacklingerne.

Men igen holdt det kun i ti minutter, før usikkerhederne sneg sig ind. Fra klar dansk dominans til tysk føring 9-7.

Jesper Jensen tog en timeout og dekreterede syv mod seks for at få mere ro i angrebsspillet. Det var et vellykket greb.

Tyskerne havde svært ved at håndtere to Iversen-søstre på én gang, og især Rikke Iversen gjorde det godt på stregen.

For første gang ved OL så man tilbagevendte Mette Tranborg få masser af spilletid i angrebet. Måske som konsekvens af, at Louise Burgaard fortsat spiller uden selvtillid.

Efter sin korsbåndsskade er Tranborg dog fortsat et stykke fra sit gamle niveau.

Mie Højlund havde til gengæld fart i fødderne, og Danmarks 15-12-føring ved pausen så betryggende ud. Men holdet fik en sløj start på anden halvleg med en håndfuld tekniske fejl.

Sarah Iversen slog hovedet i en forsvarsaktion og måtte groggy gå i omklædningsrummet, og efter at have brændt et par helt oplagte chancer måtte danskerne se Tyskland udligne til 18-18.

Det må have været frustrerende for landstræner Jesper Jensen at se, hvordan hans hold forsømte at "dræbe" en kamp, det burde have under kontrol.

Tyskland er i sin nuværende forfatning et hold, Danmark skal slå. Ti minutter før tid førte danskerne 26-21 og burde have sit på det tørre.

Men ingenting kommer let til holdet ved OL. Endnu et par gigantafbrændere og tre tyske scoringer senere var det pludselig tæt igen.

Emily Bölk reducerede til 27-28 med 45 sekunder tilbage, og så tog Jensen sin sidste timeout.

Danskerne mistede alligevel bolden, men Sandra Toft blev redningskvinde, da hun snuppede den sidste tyske afslutning fra fløjen.

Danmark slutter gruppespillet mod Sydkorea på lørdag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“