Sport - Ritzau

Danmarks VM-finaler: Store triumfer og totalt sammenbrud

Danmarks VM-finaler: Store triumfer og totalt sammenbrud

Danmarks VM-finaler: Store triumfer og totalt sammenbrud

Ritzau
Malmø
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-WC-2021-DEN-SWE Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix

Det danske håndboldlandshold står søndag aften i den femte VM-finale på 12 år.

Det mandlige håndboldlandshold spiller søndag aften VM-finale for sjette gang i historien. Her er et tilbageblik på de fem første finaler med dansk deltagelse:

* 21. januar 1967 i Västerås, Sverige: Tjekkoslovakiet - Danmark 14-11.

Indtil man for 12 år siden omsider genfandt opskriften på at vinde VM-medaljer, stod slutrunden i 1967 som et historisk højdepunkt for det danske landshold. Under ledelse af den blot 22-årige landstræner Hans Jensen banede Danmark sig vej til finalen med en højst overraskende semifinalesejr over frygtindgydende Sovjetunionen. Med sine talrige redninger i den kamp gjorde målmand Erik Holst sig til en levende håndboldlegende. Guld rakte det dog ikke til. I finalen i Västerås var Tjekkoslovakiet for stor en mundfuld.

* 30. januar 2011 i Malmø, Sverige: Frankrig - Danmark 37-35 (efter forlænget spilletid).

Efter årtusindskiftet fik landsholdet en opblomstring under landstræner Torben Winther. Efterfølgeren Ulrik Wilbek satte turbo på udviklingen, og efter to tabte VM-semifinaler lykkedes det i 2011 at kvalificere sig til finalen for første gang i 44 år. Slutkampen i Malmø blev et nervedrama, der kulminerede, da Bo Spellerberg i de sidste sekunder udlignede og sikrede forlænget spilletid. Her fulgte Danmark med til 34-34, inden franskmændene lagde afstand og sikrede sig guldet.

* 27. januar 2013 i Barcelona, Spanien: Spanien - Danmark 35-19.

Trods otte sejre på stribe bliver Danmarks præstation ved VM i 2013 primært husket for sammenbruddet i finalen mod de spanske værter. Danmark fik ikke et ben til jorden, og en rystet Wilbek konstaterede bagefter, at stort set alt gik galt. Foran et fanatisk publikum i Barcelona var Spanien ganske enkelt langt bedre og havde reelt afgjort kampen med en 18-10-føring ved pausen.

* 27. januar 2019 i Herning, Danmark: Danmark - Norge 31-22.

VM på hjemmebane blev et triumftog for landstræner Nikolaj Jacobsen og hans mænd. Danmark gjorde rent bord i turneringen, og semifinalen mod Frankrig er en af de bedste kampe et dansk landshold nogensinde har spillet. I finalen blev Norge spillet ud af halgulvet i Boxen, så det mandlige landshold omsider kunne sikre sig VM-trofæet for første gang.

* 31. januar 2021 i Kairo, Egypten: Danmark - Sverige 26-24.

I et coronapræget VM var rammerne helt anderledes, men udbyttet det samme for det danske landshold. Inden det kom så vidt, skulle spillerne igennem en højdramatisk kvartfinale mod de egyptiske værter, inden de viste klassen i semifinalen mod Spanien og slutkampen mod Sverige.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“