Sport - Ritzau

Dansk bueskytte føler sig ramt på alderen i OL-fravalg

Dansk bueskytte føler sig ramt på alderen i OL-fravalg

Dansk bueskytte føler sig ramt på alderen i OL-fravalg

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Pressemøde med det kommende danske OL og PL-hold Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Bueskytten Randi Degn er utilfreds med at blive vraget til OL. Sportschef kalder det præmissen i elitesport.

Det vakte stor skuffelse hos den danske bueskytte Randi Degn, at hun tirsdag ikke blev udtaget til OL i Paris.

Den enlige OL-billet gik i stedet til Kirstine Danstrup Andersen, og det er Randi Degn utilfreds med.

- Jeg havde troet, det var mig, der ville få OL-pladsen. For jeg kunne ikke se, hvorfor det ikke var mig, der skulle have den, med det jeg har lavet de seneste år, siger Randi Degn.

Hun er utilfreds med hele forløbet op til OL-udtagelsen og langer ud efter landstræner Niels Dall.

- Jeg stoler ikke på det, landstræneren har sagt i forbindelse med udtagelsen. Han har ikke været ærlig, omkring hvad der er foregået, siger Randi Degn.

- Jeg har hele tiden fået at vide af landstræneren, at jeg havde mere teknisk stabilitet end de andre. Jeg har erfaringen. Og landstræneren blev ved med at sige til mig, at jeg var den, der skød bedst.

Kenn Romme, der er sportschef i Bueskydning Danmark, mener, at alt er foregået efter bogen i OL-udtagelsen.

Der blev kigget på flere kriterier i et sportsfagligt udvalg i Bueskydning Danmark, som bestod af landstræneren, sportschefen, bestyrelsesmedlem Gunhild Brynning samt næstformand Jan Jager.

Kriterierne talte blandt andet teknisk stabilitet, mental robusthed, skyttens niveau, erfaring samt udviklingspotentiale.

Placeringen på verdensranglisten, hvor Randi Degn er den højest placerede dansker, er ikke blandt kriterierne, påpeger sportschefen.

I valget af 26-årige Kirstine Danstrup Andersen mener 35-årige Randi Degn dog, at udvalget har stirret sig blinde på atleternes alder og vægtet det højere end alt andet.

Randi Degn fik at vide, at en af de udslagsgivende årsager var, at hun ikke havde nok udviklingspotentiale frem mod OL i 2028.

- Det er kriteriet med udviklingspotentialet, de har lænet sig op ad, i forhold til at jeg ikke blev udtaget.

- Men hvis man kigger på, hvordan jeg har udviklet mig de sidste tre år, kan jeg ikke forstå, hvorfor det er det, de bruger imod mig. Andet end at det er min alder, der gør det.

- Så burde de jo have sagt det til mig for tre år siden, da jeg sagde, jeg ville gå efter OL. Så skulle de have sagt, at jeg aldrig nogensinde kunne få pladsen, fordi jeg var for gammel, siger Randi Degn.

Sportschefen bekræfter, at udvalget også kiggede frem mod OL i 2028, men at atletens alder i sig selv ikke var diskvalificerende.

- Det ville være fejlagtigt af os. Lad os lege med tanken om, at Randi på alle andre parametre havde været den skytte, vi skulle pege på. Så havde vi selvfølgelig gjort det.

- Der var faktisk ikke tvivl i det sportslige udvalg, hvem vi skulle pege på, da vi gik kriterierne igennem og kiggede på skytterne, fastslår Kenn Romme.

Sportschefen har fuld forståelse for, at Randi Degn er skuffet og ked af det over beslutningen, men den bliver ikke lavet om.

- Det ville være unaturligt, hvis ikke hun blev ked af det og frustreret. Det ligger lidt i naturen, når man bliver fravalgt til noget, som er et stort sportsligt mål.

- Det er præmissen, når vi snakker elitesport, siger Kenn Romme.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“