Sport - Ritzau

Dansk fodboldspiller scorer pris for sin klimaindsats

Dansk fodboldspiller scorer pris for sin klimaindsats

Dansk fodboldspiller scorer pris for sin klimaindsats

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
International friendly: Denmark - Spain Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Klimaforkæmperen Sofie Junge Pedersen er udpeget som modtager af Marcus Rashford Award.

Sofie Junge Pedersen har i flere år brugt sin stemme som professionel fodboldspiller til at kæmpe mod klimaforandringer.

Nu bliver hun hædret for sin indsats.

I forbindelse med næste uges World Football Summits prisuddeling er hun blevet udpeget som modtager af prisen Marcus Rashford Award by Fifpro.

Fifpro er spillernes internationale fagforening. Prisen er opkaldt efter Manchester United-angriberen, som længe har arbejdet for at skaffe måltider til udsatte børnefamilier.

I forbindelse med sommerens VM i Australien og New Zealand stod Sofie Junge Pedersen bag et initiativ, som opfordrede VM-spillerne til at kompensere for deres flyrejser til Australien og New Zealand gennem Folkekirkens Nødhjælps klimaarbejde i Uganda eller gennem Verdensnaturfondens arbejde i værtsnationerne.

Det er det, hun ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) bliver hædret for.

World Football Summit, der er et fællesskab for indflydelsesrige fodboldpersonligheder, beskriver prisen på følgende vis:

- Den er rettet mod atleter, ledere og medarbejdere i organisationer, som har stået bag initiativer og handlinger, som har en positiv indflydelse på samfundet og fører til positive samfundsmæssige forandringer.

31-årige Sofie Junge Pedersen spiller til daglig for Inter.

Da hun i sidste sæson var på kontrakt i Juventus, besluttede hun sig for at skifte trøjenummer, så hun spillede med nummer 2 på ryggen.

Det gjorde hun for at henlede opmærksomheden på Parisaftalen, som blev indgået i 2015 og trådte i kraft i 2020.

Her fastsatte FN's medlemslande et mål om et loft for globale temperaturstigninger på to grader.

Danskeren har også indgået et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun fik titlen klimafortaler.

Midtbanespilleren blev skadet umiddelbart før sommerens VM og missede derfor slutrunden.

Hun er dog tilbage på landsholdet, for mandag blev hun udtaget til Andrée Jeglertz' første trup som kvindernes landstræner.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“