Sport - Ritzau

Dansk OL-guldmedalje fra 1928 skal under hammeren

Dansk OL-guldmedalje fra 1928 skal under hammeren

Dansk OL-guldmedalje fra 1928 skal under hammeren

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
OL-medalje fra 1928 Foto: Bruun Rasmussen/Free

En guldmedalje, som cykelrytteren Poul Bergenhammer Sørensen tog med hjem fra OL i 1928, er på auktion.

Et lille stykke dansk idrætshistorie er tirsdag eftermiddag under hammeren, når auktionshuset Bruun Rasmussen skal forsøge at sælge en guldmedalje fra OL i 1928 i Amsterdam.

Dengang vandt Danmark landevejscyklingens holdkonkurrence, og Poul Bergenhammer Sørensen var en af fire danske deltagere.

Det er hans medalje, der nu kan erhverves.

Sammen med Henry Hansen, Leo Nielsen og Orla Jørgensen hjemtog Bergenhammer det ædleste olympiske metal.

De kørte ikke sammen, men tiderne fra deres respektive tidskørsler blev lagt sammen.

Som stjernen på det danske hold vandt Henry Hansen også individuelt guld i den udmarvende enkeltstart på hele 168 kilometer.

Leo Nielsen var næstbedste dansker som nummer syv, mens Poul Bergenhammer Sørensen måtte spejde op til sine tre landsmænd fra sin slutplacering som nummer 28.

Faktisk var hans tid ikke god nok til at tælle med i det samlede regnskab, som kun bestod af de tre bedste tidskørsler fra hver nation.

Ikke desto mindre fik han en guldmedalje med hjem fra den hollandske storby som en del af holdet, der vandt i overlegen stil.

I tiden 15 timer, 9 minutter og 14 sekunder var Danmark mere end fem minutter bedre end sølvvinderne fra Storbritannien. Og Sverige på tredjepladsen var næsten 19 minutter efter.

Mens Henry Hansen regnes som en af de store danske skikkelser i dansk cykelsport og var blandt kandidaterne ved Danmarks Idrætsforbunds kåring af den største danske sportslegende nogensinde, fylder Poul Bergenhammer Sørensen mindre i historiebøgerne.

De seks indgraverede cykeltrofæer, som på auktionen sælges sammen med OL-medaljen, vidner dog om, at han også havde succes på egen hånd.

Samlingen er vurderet til mellem 60.000 og 80.000 kroner.

Cykelrytteren var i øvrigt bror til Peder Bergenhammer Sørensen, som var en del af modstandsgruppen Hvidstengruppen under Anden Verdenskrig.

Poul Bergenhammer Sørensen døde i 1951 i en alder af 44 år.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“