Sport - Ritzau

Dansk trio til start i golfmajor: Valhalla-bane får ros

Dansk trio til start i golfmajor: Valhalla-bane får ros

Dansk trio til start i golfmajor: Valhalla-bane får ros

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
2024 PGA Championship - Preview Day One Foto: Michael Reaves/Ritzau Scanpix

Tre danskere stiller til start i golfmajoren PGA Championship torsdag, og optimismen er spirende.

Thorbjørn Olesen har modsat landsmændene Rasmus og Nicolai Højgaard prøvet kræfter med banen i Valhalla Golf Club, som i denne uge danner ramme om PGA Championship.

Han var således med og klarede cuttet, da Valhalla i 2014 senest var vært for majorturneringen.

- Jeg har gode minder herfra og spillede 18 huller i går. De har ændret lidt på hullerne, men det er stort set som for ti år siden. Det er en rigtig, rigtig god golfbane, siger Thorbjørn Olesen til podcastet Golf Showet.

23-årige Rasmus Højgaard spiller med i sin femte major, og han har de seneste dage under sin træning for første gang skiftet bekendtskab med klubben i Kentucky, der er designet af legenden Jack Nicklaus.

- Det er en god golfbane. Man kan ikke rigtigt fake noget. Man skal være god fra tee til green. Den sætter høje krav nogen steder, men der er selvfølgelig også huller, hvor man kan score godt.

- Det er en god blanding af sværvægtshuller og lidt mere tilgængelige huller. Roughen er ikke overdrevet slem, men der er nogle huller, hvor man er nødt til at finde fairway. Det er jo de krav, som en major stiller, siger Rasmus Højgaard til Golf Showet.

Rasmus Højgaard har droslet ned i den seneste tid for at få kroppen helt oppe i gear og spillet finpudset.

- Det bliver en travl sommer, men jeg har det godt og glæder mig til at spille en masse golf, siger han optimistisk.

34-årige Thorbjørn Olesen er i år vendt tilbage til USA og PGA Tour, og resultaterne har været blandede, indtil han søndag med en fantomrunde på 61 slag satte banerekord i The Dunes Golf and Beach Club, hvor PGA Tour-turneringen Myrtle Beach Classic blev afviklet.

- Familien har været herovre i halvanden måneds tid, og det har egentligt været nemt for os.

- Jeg havde selvfølgelig ønsket at spillet og resultaterne havde været bedre, men det var dejligt med en god søndag, og nu kan jeg forhåbentligt komme i gang med et lave gode resultater, siger Olesen.

Olesen spiller sin 26. major, og han har en sjetteplads i The Masters og en niendeplads i The Open som sine hidtil bedste resultater.

Nicolai Højgaard er med i en major for syvende gang og har en 16.-plads som sit bedste resultat, mens Rasmus Højgaard i sine fire forgående majors er blevet nummer 79 den ene gang, hvor han klarede cuttet.

Den danske trio var også til start i PGA Championship sidste år, hvor Nicolai Højgaard som den eneste klarede cuttet og blev nummer 50.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“