Sport - Ritzau

Danske angrebsstjerner vil tage EM-billet i første hug

Danske angrebsstjerner vil tage EM-billet i første hug

Danske angrebsstjerner vil tage EM-billet i første hug

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EURO-2025-WOMEN-QUALIFIER-CZE-DEN Foto: Michal Cizek/Ritzau Scanpix

De danske fodboldkvinder kan med en sejr over Belgien fredag indløse billet til EM i 2025, og det er målet.

Efter to nederlag i træk til Spanien i EM-kvalifikationen skal de danske fodboldkvinder forsøge at rejse sig i de to sidste kampe i gruppen.

Belgien venter på udebane fredag aften, og hvis Danmark vinder den kamp, er billetten til næste års EM i Schweiz en realitet.

Mindre kan også gøre det. Uafgjort mod Belgien og en efterfølgende sejr hjemme over Tjekkiet fire dage senere vil eksempelvis også sikre EM-billetten. På papiret er kampen mod Tjekkiet den mindst vanskelige.

Angriberen Pernille Harder gider dog ikke at tænke på alle mulige scenarier og kamp to, men vil gerne tage EM-billetten i første hug.

- Vi har sat os selv i en god position. Med en sejr over Belgien kan vi kvalificere os til EM. Forhåbentlig kan vi udnytte den position, vi har sat os i.

- Belgien er et godt spillende hold. Men hvis vi spiller op til vores bedste, vil jeg mene, vi har en god chance for at vinde. Men det er absolut ikke nogen let modstander, siger Harder.

Anføreren med 152 landskampe og 75 mål på bagen vil gerne have afgjort EM-billetten i en ruf.

- Det vil være fedt at vinde fredag og kvalificere os. Vi går ud for at vinde kampen. Så må vi se, hvordan kampforløbet bliver.

- Det er jo de her slutrunder, vi spiller for. Jeg håber virkelig, vi kan kvalificere os så hurtigt som muligt. Så vi kan se frem mod det, siger Harder.

Spanien topper gruppen med lutter sejre - senest i de to indbyrdes kampe mod Danmark med cifrene 2-0 og 3-2.

Danmark var dog foran 2-0 efter 72 minutter i den seneste kamp mod Spanien, som scorede tre gange til slut.

- Hvis kampen mod Spanien var stoppet efter 73 minutter, havde vi været godt tilfredse. Så havde det været en af de bedste landskampe, vi havde spillet i lang tid.

- Vi skal helt sikkert tage den præstation med, bruge den og arbejde videre på det til kampen mod Belgien. Vi ved, vi kan slå de bedste hold, hvis vi spiller op til vores bedste, siger Harder.

Angrebskollegaen Amalie Vangsgaard vil også udnytte muligheden for at sikre EM-billetten fredag.

- Vi har jo det hele i vores egne hænder. Det gælder bare om at komme ud og gøre det færdigt på en eller anden måde. Vi går efter tre point mod Belgien.

- Der er ingen grund til at vente til næste kamp. Vores mål er at kvalificere os nu. Det vil være fedt at få den krydset af med det samme, siger Vangsgaard.

Danmark vandt den seneste kamp med 4-2 hjemme over Belgien. Danskerne kom foran 4-0, inden belgierne svarede igen.

- Jeg tror, at belgierne vil justere taktikken i forhold til sidste gang, hvor deres taktik i første halvleg overhovedet ikke lykkedes for dem, og vi kom stort foran. De fik ikke lagt pres på os og gav os store rum at spille i.

- I anden halvleg ændrede belgierne taktik, pressede os mere højt, var mere aggressive og scorede to mål. Så de ændrer nok nogle ting hen i mod det, advarer Vangsgaard.

Danmarks kamp mod Belgien spilles i Sint-Truiden og går i gang fredag klokken 20.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“