Sport - Ritzau
Danske Ditlev vinder sølv bag tysker ved VM i ironman på Hawaii
Danske Ditlev vinder sølv bag tysker ved VM i ironman på Hawaii
Danske Ditlev vinder sølv bag tysker ved VM i ironman på Hawaii
Magnus Ditlev kom på andenpladsen og må se sig slået af tyske Patrick Lange ved VM i ironman på Hawaii.
Danske Magnus Ditlev fik natten til søndag dansk tid sølv ved VM i ironman på Hawaii, hvor tyske Patrick Lange tog guldet 7 minutter og 46 sekunder foran den bedste danske præstation ved VM nogensinde.
Ditlev kom i mål på 7 timer, 43 minutter og 39 sekunder.
Ironman består af 3,9 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb.
Ditlev fortæller i en pressemeddelelse, at han nær havde smidt håndklædet i ringen under cykeldelen af konkurrencen, hvor han havde fået ondt i den ene balle og kæmpede med den mentale side af konkurrencen.
- Jeg var et meget dårligt sted mentalt efter en meget ringe cykling, som plejer at være der, hvor jeg kan gøre en forskel, siger Ditlev i pressemeddelelsen.
Danskeren kæmpede dog videre og endte med at hive Danmarks bedste placering nogensinde ved turneringen hjem.
- Jeg kørte efter at vinde, men jeg er alligevel meget glad for at slutte så godt af på maraton og løbe en andenplads hjem, når jeg havde en dårlig dag.
- Da jeg efter syv-otte kilometer på løbet begyndte at hente folk, vidste jeg, at jeg ville kunne løbe komfortabelt hjem, hvis jeg fik kølet mig godt ned, og dermed tage en medalje. Et podie til VM skal man aldrig tage for givet, siger Magnus Ditlev.
Tyske Patrick Lange kom over målstregen efter 7 timer, 35 minutter og 53 sekunder. Det er en rekord på ruten.
Ud over Magnus Ditlev var Danmark desuden fint repræsenteret ved VM i ironman.
Kristian Høgenhaug kom i mål som nummer 9, Mathias L. Petersen som nummer 12, Daniel Bækkegård som nummer 34 og Thor Bendix Madsen som nummer 40.
/ritzau/