Sport - Ritzau
Danske Ehlers bidrager med assist og mål i Jets-sejr
Danske Ehlers bidrager med assist og mål i Jets-sejr
Danske Ehlers bidrager med assist og mål i Jets-sejr
Nikolaj Ehlers' hold vandt 6-2 på hjemmebane fredag. De seks mål blev scoret af seks forskellige spillere.
Den danske ishockeyspiller Nikolaj Ehlers var natten til lørdag dansk tid med til at sikre sit hold, Winnipeg Jets, en 6-2-sejr over Detroit Red Wings på hjemmebane i den bedste amerikanske ishockeyliga, NHL.
Danskeren bidrog både med et mål og en assist i kampen, hvor Jets' seks mål blev scoret af seks forskellige spillere.
Ehlers gjorde sig først bemærket knap 12 minutter inde i første periode, hvor han og hans russiske holdkammerat Vladislav Namestnikov sørgede for en assist til amerikanske Blake Wheeler.
Wheelers mål gjorde stillingen til 2-0 i holdet fra Winnipegs favør.
Lidt mere end fem minutter inde i tredje periode blev det Ehlers' tur til at score. Her var det Namestnikov og Wheeler, der sørgede for assist.
Målet er Ehlers' tiende for Winnipeg Jets i denne sæson.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Jets manglet slagkraft i angrebet de seneste ni kampe, hvor de har scoret tre eller færre mål i hver kamp.
I denne kamp så det dog helt anderledes ud. Allerede inden kampens første kvarter var gået, var Jets foran med 3-0.
I anden periode scorede holdet yderligere to mål, inden Ehlers sørgede for det sjette og sidste mål for Jets i tredje periode.
I 10. og 11. minut i tredje periode reducerede Red Wings nederlaget med to mål, der gjorde, at kampen endte 6-2.
/ritzau/