Sport - Ritzau

Danske medier efter EM-test: Offensiven halter

Danske medier efter EM-test: Offensiven halter

Danske medier efter EM-test: Offensiven halter

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Venskabskamp: Danmark - Schweiz Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Danmark spillede lørdag aften 0-0 hjemme mod Schweiz i den første af fire testkampe inden sommerens EM.

Lørdag aften skød det danske fodboldlandshold hul på de sidste forberedelser mod sommerens EM i Tyskland, da Schweiz var på besøg i Parken i den første af fire testkampe inden slutrunden.

0-0 endte mødet, og efter kampen var de danske medier enige om en ting i dommen. Den danske offensiv halter, mens defensiven ser solid ud.

- Så vi fik langt om længe set, hvilken tilstand landsholdet reelt er i. Og det var bedre end frygtet - men ikke så godt, som vi havde håbet på, skriver B.T.'s sportskommentator, Lasse Vøge.

- Vi fik langt fra en festforestilling - chancemæssigt blev de mere end 30.000 frysende roligans decideret udsultet. Men der var autoritet over det danske hold i store dele af opgøret - både i boldomgang, teknisk niveau og presspil.

Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen, er noget hårdere efter kampen, som han i sin klumme kalder "en langgaber af en 0-0 træningskamp".

- Kigger man på duellen mod Schweiz, så kan man da roligt konstatere, at landsholdet og Kasper Hjulmand den ondefløjteme ikke gør meget for at forkæle de trofaste og vinde kritikerne over, skriver Allan Olsen.

Inden opgøret har den manglende spilletid på klubplan til spillere som Christian Eriksen og Pierre-Emile Højbjerg været diskuteret blandt medier og eksperter. Begge spillere startede mod Schweiz, mens Thomas Delaney gjorde dem selskab som den sidste mand på midtbanen.

- Resultatet: Tjae, en højkvalitets omgang boldflytteri! Ja, Eriksen med en enkelt eller måske to klasseafleveringer og et fremragende frisparksforsøg, men generelt spillede trioen med livrem og seler, skriver Tipsbladets chefredaktør.

Politikens journalist Søren Lissner peger i sit fokus efter kampen også på den haltende offensiv som et problem frem mod sommerens EM, hvor han mener, at "der er liv i maskinen, men det ikke er alle tandhjul, som drejer rundt".

- Hvis landsholdet fortsat skal kunne drømme store drømme på vej ind til slutrunder, skal der komme flere afdriblinger, kreativitet og større kvalitet i afleveringerne på banens sidste tredjedel, skriver Lissner.

- Ellers er det mere end svært at komme langt til en EM-slutrunde. Uanset, om der er unge eller erfarne spillere på banen.

Tirsdag venter næste test for det danske landshold, når Færøerne kommer på besøg på Brøndby Stadion, inden den sidste form inden slutrunden pudses af i juni mod de nordiske naboer Norge og Sverige.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“