Sport - Ritzau
Dansker tager tidlig topplacering i skotsk golfturnering
Dansker tager tidlig topplacering i skotsk golfturnering
Dansker tager tidlig topplacering i skotsk golfturnering
Niklas Nørgaard Møller ligger på en delt tredjeplads efter første runde af Alfred Dunhill Links Championship.
Der er stolte danske traditioner i golfturneringen Alfred Dunhill Links Championship, og det ser ud til at kunne fortsætte i år.
Efter første runde af DP World Tour-turneringen ligger Niklas Nørgaard Møller således på en delt tredjeplads.
Den 30-årige dansker gik torsdagens 18 huller i ni slag under par efter undervejs at have lavet otte birdies og en eagle. En enkelt bogey var eneste malurt i bægeret.
Romain Langasque ligger på førstepladsen efter første runde, som franskmanden gik i 11 slag under par.
Thorbjørn Olesen blev i 2012 nummer to i Alfred Dunhill Links Championship. Tre år senere vandt han så.
I 2018 blev det til endnu en dansk sejr, da Lucas Bjerregaard var bedst af alle.
I alt stiller 11 danskere op i dette års udgave af turneringen. Næstbedst efter Niklas Nørgaard Møller er Rasmus Højgaard i fem slag under par på en delt 25.-plads.
Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard ligger efter første runde på henholdsvis en delt 61.-plads og en delt 78.-plads.
Alfred Dunhill Links Championship adskiller sig fra de fleste andre turneringer på DP World Tour - tidligere kendt som European Tour - i det den spilles på tre forskellige baner i golfmekkaet St. Andrews i Skotland.
Niklas Nørgaard Møller spillede torsdag på Kingsbarns Golf Links-banen. Derudover spilles der også på Old Course St. Andrews samt Carnoustie Golf Links.
/ritzau/