Sport - Ritzau

Dansker tørner ud for USA: Vi skal gøre sporten populær

Dansker tørner ud for USA: Vi skal gøre sporten populær

Dansker tørner ud for USA: Vi skal gøre sporten populær

Ritzau
Malmø
Zuletzt aktualisiert um:
Jakob Rysgaard Christiansen Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

Jakob Rysgaard spiller til daglig U19-håndbold i Ajax København, men i de kommende dage spiller han for USA.

Jakob Rysgaard. Navnet både klinger og er dansk.

Men fredag aften løber den 19-årige håndboldspiller på banen iklædt USA's nationaldragt, når amerikanerne åbner VM mod Marokko.

For anden gang i træk er den unge højreback, der til daglig spiller ungdomshåndbold i Ajax København, udtaget til kampen om verdensmesterskabet.

- Det er megafedt. Det er en kæmpe begivenhed, og jeg vil prøve at yde mit bedste, siger han.

Jakob Rysgaard er født i USA, hvor han i de første år af sit liv boede med sin amerikanske mor og danske far.

Teltpælene blev revet op, da sønnike blev seks år, og siden da har familien boet i København, hvor Jakob Rysgaard fandt håndbolden.

- Og så har jeg ikke set mig tilbage siden, siger han.

Til forskel fra 2021 får han denne gang mulighed for at deltage ved VM. For to år siden måtte hele det amerikanske hold trække sig fra slutrunden, fordi coronasmitten havde fået greb om holdet.

Derfor var forløsningen enorm, da truppen for nogle dage siden klarede frisag i de afgørende PCR-test før slutrunden.

Og selv om Jakob Rysgaard har boet det meste af sit liv i Danmark, så er det slet ikke underligt for ham at skulle repræsentere et andet land.

- Det er ikke som at komme til VM for et andet land. USA er et af mine to hjemlande, siger han resolut.

- Det er specielt, og det er en mulighed og oplevelse, jeg skal tage til mig og nyde, for det er sgu ikke sikkert, muligheden kommer igen. Jeg skal få så meget ud af det som muligt og lære en masse af dem, jeg spiller med og imod.

Han var bare 17 år, da han blev udtaget til VM i 2021. Dengang havde USA fået wildcard, og så skulle man hurtigt finde spillere, der kunne skabe et konkurrencedygtigt mandskab. Så USA gik på jagt i Europa.

- Der var lidt hastværk. Dengang tog de imod videoer, så jeg sendte en ind, og så blev jeg kontaktet af landstræneren, som syntes, jeg var interessant. Og så har jeg været med lige siden, siger Jakob Rysgaard.

Og det er en speciel oplevelse at repræsentere et land, som nærmest ingen håndboldtradition har.

- Det er jo en slags projekt, som handler om at gøre sporten mere populær i USA, hvor potentialet er enormt, og det er en stor ære at være en del af.

- Vi prøver at skabe en større kultur om håndbold og få lokket flere til at kaste sig over sporten. Forhåbentlig ender det med, at der kommer en liga på et tidspunkt, men det kan godt være, der kommer til at gå ti år.

- Og så bygger vi selvfølgelig op til OL i 2028 i Los Angeles, hvor man selvfølgelig gerne vil have et godt resultat på hjemmebane, siger han.

OL er også blevet et kæmpe mål for Jakob Rysgaard.

- Da jeg blev udtaget første gang, vidste jeg ikke, at der var OL i USA i 2028, men da jeg fandt ud af det, blev det selvfølgelig et mål. Det ville være helt vildt fedt at få lov at være med til OL, siger han.

Det amerikanske landshold består hovedsageligt af spillere fra lande som Tyskland, Spanien, Kroatien og Ungarn. På forskellige måder har de bånd til USA og har derfor dobbelt statsborgerskab.

Jakob Rysgaard fortæller, at USA håber at klare sig videre til mellemrunden, hvor Danmark vil blive modstander, men det bliver ikke med ham selv som den store figur.

- Jeg er ung, så jeg betragter mig selv som breddespiller. Det er jeg ret afklaret med. Målsætningen er, at jeg måske til næste VM tager skridtet op og bliver en af de mere bærende spillere, siger han.

USA åbner VM mod Marokko fredag klokken 18.00.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“