Sport - Ritzau

DBU anker dom i Power-sag til landsretten

DBU anker dom i Power-sag til landsretten

DBU anker dom i Power-sag til landsretten

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Fodboldens Hus i Brøndby. DBU logo Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I Sø- og Handelsretten fik Power medhold i, at det ikke var ulovligt at lave fodboldkampagne frem mod EM.

En sag mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og varehuskæden Power er blevet sendt videre til Østre Landsret.

Efter at have tygget på næste skridt i nogle uger har DBU besluttet sig for at anke en dom fra Sø- og Handelsretten.

Det oplyser kommunikationschef Jakob Høyer.

- Det har vi, fordi vi er uenige i kendelsen fra Sø- og Handelsretten. Den har en principiel karakter, forklarer han.

Sø- og Handelsretten nåede i april frem til, at Power ikke havde brudt markedsføringsloven med tre reklamer i forbindelse med EM i 2021.

Her brugte elektronikgiganten et billede af en fodboldspiller i en orange fodboldtrøje og blandt andet ordet "fodboldfest".

- Det handler om beskyttelse af de såkaldte immaterielle rettigheder, der er om fodboldlandsholdet op til slutrunder, siger Jakob Høyer.

- Det handler om at beskytte den fødekæde, der giver penge fra vores sponsorer, der betaler dyrt for at være en del af fodboldfesten, men som også er med til at skabe indtægter til blandt andet børnefodbold, talentudvikling og udvikling af vores landshold.

DBU fik i 2020 rettens ord for, at spilselskabet Leo Vegas havde krænket fodboldforbundets immaterielle rettigheder med en reklamekampagne, men det mente retten ikke, at Power "hverken direkte eller indirekte" gjorde.

Blandt andet fordi reklamerne hverken viste nuværende eller tidligere landsholdsspillere, og fordi den orange trøje ikke var for tæt på landsholdets rød-hvide trøje.

Alligevel tror på DBU på et andet udfald i Østre Landsret.

- Jeg vil ikke gå i detaljer med de argumenter, vi vil fremføre i retten. Men vi mener generelt, at når en virksomhed eller organisation vil lave en fodboldfest, som læner sig meget op af et dansk fodboldlandsholds deltagelse i en EM-slutrunde, så er det et brud på de rettigheder, som vores kommercielle partnere betaler dyrt for at være en del af, siger Jakob Høyer.

I en pressemeddelelse siger direktør for Power Jesper Boysen, at han mener, DBU trækker sagen i langdrag.

- Jeg anerkender fuldt ud deres ret til at anke, men jeg må sige, at jeg synes, DBU tangerer en flok dårlige tabere. Begge parter har fremført deres sag. Retten har vurderet indgående og afsagt en dom.

- DBU har tabt. Hvad er der mere at diskutere, siger direktøren, som sammen med Power anlagde sagen.

Ordene preller af på DBU-chefen.

- Jeg er lidt uforstående over for den retorik. Det er hverken ludo eller skolefodbold. Det er retlige forhold og handler om immaterielle rettigheder. Det håber jeg egentlig også, at Power har respekt for, lyder det fra Jakob Høyer.

En anden og mindre del af sagen i Sø- og Handelsretten handlede om, hvorvidt DBU's daværende kommercielle chef i 2021 havde udtalt sig krænkende om Powers markedsføringsstrategi i et radioprogram.

Her fik DBU medhold, og det har Power ikke tænkt sig at anke.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“