Sport - Ritzau
DBU-direktør: Fanuro smitter af på hele fodboldsystemet
DBU-direktør: Fanuro smitter af på hele fodboldsystemet
DBU-direktør: Fanuro smitter af på hele fodboldsystemet
I yderste konsekvens kan uro ved superligakampe fjerne børns lyst til at spille fodbold, siger DBU-boss.
De negative konsekvenser strækker sig ud til alle grene af dansk fodbold, når en lille gruppe af fans laver ballade før, under eller efter kampe i dansk topfodbold. Derfor er det vigtigt at komme uroen til livs.
Sådan lyder det fra Dansk Boldspil-Unions (DBU) administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, efter at der søndag var uroligheder, da Brøndby og FC København mødtes i Superligaen.
- Dansk fodbold har et budskab om, at fodbold skal være for alle på og uden for banen. Hvis der er vedholdende fanuroligheder, så er der risiko for, at det smitter af alle steder i fodboldsystemet.
- Der er risiko for, at nogen ikke tør at komme på stadion til klubkampe - og det kan være, at det smitter af på landskampe, der er vores ansvarsområde.
- Mange børn kigger mod stjernerne, og hvis de oplever, at miljøet omkring stjernerne også indeholder vold, så kan der godt være børn, som tænker, at de ikke vil spille fodbold mere. Det vil være utroligt ærgerligt, hvis børn bliver skræmt fra at spille fodbold, fordi der potentielt kan være uroligheder, siger DBU-direktøren.
Som følge af hændelserne på Brøndby Stadion blev det søndag aften meldt ud af Divisionsforeningen, at fremtidige møder mellem de to rivaler skal spilles uden tilskuere fra udeholdet.
Det er Divisionsforeningen, der administrerer kampe i Superligaen og divisionerne, mens DBU administrerer kampe i børne- og breddefodbold. Erik Brøgger Rasmussen understreger, at DBU gerne bidrager til at hjælpe udfordringerne på elitefodboldens fanscene.
- DBU har ikke et formelt ansvar, men vi har en kæmpe interesse i, at det her bliver løst, fordi vi er paraplyen for al dansk fodbold. Vi har et ansvar for de 370.000, der spiller fodbold til daglig og kigger mod divisionsklubberne som forbilleder og må undre sig over, hvad søren der foregår.
- Derfor har vi en interesse i, at udfordringerne bliver løst, og vi vil gerne bidrage med idéer og spille med, hvor vi kan, selv om det formelle ansvar ligger andre steder, siger Erik Brøgger Rasmussen.
Også i september var der uroligheder i forbindelse med en kamp mellem Brøndby og FCK. Efterfølgende deltog Erik Brøgger Rasmussen i et møde med justitsministeren, de involverede klubber og interesseorganisationen Danske Fodboldfans. Der har flere gange tidligere været lignende møder.
Det er DBU-direktørens klare indtryk, at alle involverede parter gør deres bedste for at bekæmpe ballademagerne.
- Der er et utrolig godt samarbejde mellem myndighederne og klubberne. Det er ikke min opfattelse, at der er nogen, som sidder på hænderne og ikke er interesseret i at få det løst, for det er alle.
- Hvis der var en snuptagsløsning, så var den blevet benyttet for lang tid siden, men problemet udspringer i en lille gruppe, der er svære at komme i dialog med og tale til fornuft. Man kan ikke bare lige hive nogle særlige tiltag ned fra en hylde og gennemføre dem for at løse problemet, siger direktøren.
Han påpeger også, at han trods de kedelige billeder fra i søndags generelt ikke opfatter det som farligt at være tilskuer til en kamp på højeste niveau i Danmark.
- Generelt mener jeg ikke, det er farligt at gå til topfodbold i Danmark. Tilskuertallene har været rekordhøje i de seneste sæsoner, og langt, langt størstedelen kommer for at se fodbold og støtte deres hold.
- Så er der nogle få, som er uden for pædagogisk rækkevidde, som ødelægger det for rigtig mange, siger Erik Brøgger Rasmussen.
/ritzau/