Sport - Ritzau

DBU tygger på næste skridt efter dom i Power-sag

DBU tygger på næste skridt efter dom i Power-sag

DBU tygger på næste skridt efter dom i Power-sag

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

DBU vil stadig være opmærksom på misbrug af kommercielle rettigheder, siger kommunikationschef efter dom.

En dom fra Sø- og Handelsretten gik torsdag mod Dansk Boldspil-Union (DBU), som mente, at varehuskæden Power med tre reklamer i forbindelse med EM i 2021 havde brudt markedsføringsloven.

Det var retten ikke enig i, og nu vil man fra DBU's side overveje, hvad næste skridt er. Det siger DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer.

- Vi vil nu nærlæse afgørelsen for det forhold, hvor vi ikke har fået medhold, og vurdere de næste skridt, siger han i en skriftlig udtalelse.

Den væsentligste del af sagen drejede sig om, hvorvidt Power krænkede DBU's rettigheder ved at bruge et billede af en fodboldspiller i en orange fodboldtrøje og ordet "fodboldfest", samtidig med at virksomheden udloddede billetter til Danmarks kamp mod Finland i gruppespillet.

DBU fik i 2020 rettens ord for, at spilselskabet Leo Vegas havde krænket fodboldforbundets immaterielle rettigheder med en reklamekampagne, men det mente retten ikke, at Power "hverken direkte eller indirekte" gjorde.

Jan Trzaskowski er juraprofessor ved Aalborg Universitet og CBS med speciale i blandt andet markedsføringsret. Han mener, at torsdagens dom er med til at give en retning for virksomheder i fremtiden.

- Markedsføringsret har aldrig været en eksakt videnskab, men det her er jo en god præcisering, siger han.

- At når alle folk interesserer sig for fodbold, så skal virksomhederne også kunne være med på legene. Der ligger et spillerum mellem den her situation og den tidligere afgørelse. Det vil sige, at nu har vi nogle yderpunkter.

- DBU har nogle rettigheder, det viser den gamle sag, og så har vi med den nye her også nogle retningslinjer for, hvad virksomheder kan gøre fremadrettet.

I det spillerum, som sagerne nu har dannet, kan der fortsat opstå tvister, og hos DBU er man klar til at tage de kampe, man finder nødvendige.

- Vi vil altid være opmærksomme på, at DBU's kommercielle rettigheder ikke bliver misbrugt af virksomheder, som ikke er vores kommercielle partnere.

- Det er afgørende for, at DBU kan sikre kommercielle indtægter og penge til udviklingen af alle dele af dansk fodbold - fra børnefodbold og talentudvikling til træneruddannelse og de danske fodboldlandshold. Det ændrer denne afgørelse ikke på.

- Det er en unik ret at kunne bruge DBU's brand og de immaterielle- og kommercielle rettigheder, der knytter sig til DBU, til at sælge produkter og markedsføre sin virksomhed, siger Jakob Høyer.

DBU fik til gengæld medhold i, at forbundets daværende kommercielle chef, Ronnie Hansen, ikke brød loven med sine udtalelser om Powers markedsføringsstrategi i radioprogrammet "Radio4 Morgen" i 2021.

Power havde nedlagt påstand om, at fodboldforbundet skulle betale Power 100.000 kroner, men det fik elektronikgiganten ikke medhold i.

Omvendt ville DBU have en million kroner fra Power for potentielle tab af sponsorindtægter. I det forhold blev Power frifundet.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“