Sport - Ritzau

Debuterende triatleter er klar til OL for Danmark

Debuterende triatleter er klar til OL for Danmark

Debuterende triatleter er klar til OL for Danmark

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Triathlon vinder - DM-ugen Aalborg Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Triatleterne Alberte Kjær Pedersen og Emil Holm er officielt udtaget til sommerens OL i Paris.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har officielt udtaget triatleterne Alberte Kjær Pedersen og Emil Holm til OL i Paris.

Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.

For dem begge bliver det deres første OL-deltagelse.

Den 25-årige Alberte Kjær Pedersen har netop vundet en World Cup-afdeling i Huatulco.

- Det er så uvirkeligt for mig, at jeg skal til OL. Det har altid været en drøm, og de seneste par år har det også været et mål. Jeg har sat mit studie på pause for at satse helt på min sport.

- Det er sårbart at tage sådan en beslutning, men jeg ville bare være sikker på, at jeg gav den alt, hvad jeg kunne, så jeg er så glad for, at jeg nu skal til OL, siger Alberte Kjær Pedersen.

Emil Holm, der er 27 år, begyndte for et par år siden at ændre i sin træning, og det har nu gjort hans drøm om OL til virkelighed. Den havde han ellers været tæt på at afskrive.

- For halvandet år siden føltes OL langt væk, og måske også for langt uden for min rækkevidde, og nu står jeg her og skal afsted. Det har altid været min drøm, og jeg har ledt som en sindssyg efter vejen hertil.

- Det føles uvirkeligt og jeg er stolt, og nu glæder jeg mig til at komme ned og opleve det hele og præstere mit bedste, siger Emil Holm.

Danmark havde ikke triatleter med til det seneste OL i Tokyo, og derfor glæder det DIF's Chef de Mission, Søren Simonsen, at Danmark er repræsenteret i Paris.

- Det er dejligt, at vi får danskere med til triatlon igen efter en pause i Tokyo, og det er to debutanter, som har vist rigtig god form i kvalifikationen, siger Søren Simonsen.

- Jeg havde fornøjelsen af at være tæt på både Alberte og Emil ved European Games sidste år. Ud over at være nogle dygtige sportsfolk, er de også utrolig nysgerrige og sympatiske mennesker, som jeg er overbevist om vil være et stort aktiv for det danske fællesskab i OL-byen.

OL afvikles fra 26. juli til 11. august.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“