Sport - Ritzau

Denver er NBA-mester for første gang efter sejr over Miami

Denver er NBA-mester for første gang efter sejr over Miami

Denver er NBA-mester for første gang efter sejr over Miami

Ritzau
Denver
Zuletzt aktualisiert um:
2023 NBA - Game Five Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix

En sejr på hjemmebane i femte kamp af finaleserien gør Denver Nuggets til dette års NBA-vinder.

Denver Nuggets kan kalde sig dette års vinder af NBA efter en sejr på 94-89 over Miami Heat.

Det er første gang, at holdet fra Denver vinder den bedste nordamerikanske basketball-liga.

I NBA's slutspil spilles der i et bedst ud af syv-format. Med sejren natten til tirsdag dansk tid har Denver vundet 4-1 i kampe.

Denver fik sejren på en hjemmebane, der var tætpakket af højlydte Denver-fans, der, da buzzeren lød, højlydt kunne fejre deres holds første NBA-titel.

Samtidig måtte Miami se sig slået på målstregen for tredje gang på ti år. Holdet vandt senest turneringen i 2013.

Denvers serbiske stjerne Nikola Jokic scorede 28 point og stod for 16 rebounds i den afgørende kamp.

Den 28-årige serber blev også kåret som finalens MVP - den mest værdifulde spiller på banen.

For Miami sørgede amerikanske Jimmy Butler for 21 point, mens landsmanden Bam Adebayo tilførte sit hold 20 point.

Selv om Denver på forhånd havde vundet tre af fire af finaleseriens kampe, var der tale om en femte kamp, der kunne være faldet ud til begges fordel.

Da fjerde og sidste quarter gik i gang, var Miami Heat foran med et enkelt point.

Jokic scorede til 72-71 i starten af fjerde quarter, hvor begge hold intensiverede forsvarsarbejdet. Det gik bedst for Denver, der holdt Miami nede på 18 point i de sidste 12 minutter.

Denvers Jamal Murray gjorde det til 81-76 med under syv minutter tilbage. Og med lidt mindre end fire minutter tilbage af kampen gjorde Jokic det til 83-76.

Miamis Jimmy Butler stod for sit holds sidste 13 point i kampen, men Miami lykkedes alligevel ikke med at score i kampens sidste næsten to minutter.

En scoring fra Denvers Kentavious Caldwell-Pope med 25 sekunder tilbage af kampen gjorde det til 92-89.

Butler missede et forsøg, der kunne have sikret Miami tre point, da der var 17 sekunder tilbage.

Efterfølgende sørgede Denvers Bruce Brown for to point og gjorde det til 94-89 med 14 sekunder tilbage af kampen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“