Sport - Ritzau
Det største Tour-felt efter pandemien er på vej mod Paris
Det største Tour-felt efter pandemien er på vej mod Paris
Det største Tour-felt efter pandemien er på vej mod Paris
Over 85 procent af Tour de France-feltet ser ud til at fuldføre årets udgave af det prestigefyldte etapeløb.
150 ryttere stiller til start og kører mod Champs-Élysées, når Tour de France søndag sluttes med en paradeetape. Det svarer til over 85,2 procent af de startende ryttere.
Så mange ryttere har ikke gennemført Touren siden coronapandemien brød ud i begyndelsen af 2020.
I 2020, 2021 og 2022 spillede virusset en rolle i Tour-feltet og var en medvirkende årsag til, at 146, 141 og 134 ryttere gennemførte verdens største etapeløb.
I 2020, 2022 og 2023 startede 176 ryttere, mens 184 ryttere stillede til start i 2021.
Tilbage i 2019 var 155 ryttere med hele vejen til Paris. Det svarer til over 88 procent af de startende ryttere og er den højeste fuldførelsesprocent i nyere tid.
Det er dog ikke kun coronavirus, der har fældet ryttere i de senere år. Ryttere har også forladt Touren efter styrt, sygdom eller for at påbegynde sine forberedelser til eksempelvis OL eller VM.
I årets udgave af Touren har corona stort ikke spillet en rolle. Ryttere, ledere eller tilskuere har ikke længere været tvunget til at bære mundbind, det er kun Tour-pressen, der har været underlagt et mundbindskrav.
For rytterne har der heller ikke været krav om vaccination eller negative test for at kunne stille til start.
Årets sidste Tour-etape forventes at være afsluttet omkring klokken 19.30 søndag aften. Jonas Vingegaard er iført løbets gule førertrøje.
/ritzau/