Sport - Ritzau

DHF-sportschef efter farce: Svært at finde bedre struktur

DHF-sportschef efter farce: Svært at finde bedre struktur

DHF-sportschef efter farce: Svært at finde bedre struktur

Ritzau
Ljubljana
Zuletzt aktualisiert um:
HANDBALL-EURO-2022-WOMEN-GER-ESP Foto: Savo Prelevic/Ritzau Scanpix

Morten Henriksen forstår Polens frustration, men han kan ikke se en mulighed for et bedre turneringsformat.

EM i kvindehåndbold blev skæmmet af en pinlig kampafslutning, da Spanien og Tyskland i sidste kamp i indledende gruppe D endte i en 23-21-sejr til Spanien.

Forskellen på to mål betød nemlig, at Tyskland kom med videre i stedet for Polen, og det passede spanierne rigtig godt, da de havde tabt til Polen og med Tysklands avancement kunne tage to point med til mellemrunden.

Et minut før tid førte Spanien 23-20 og var i angreb. Jennifer Bermejo leverede bevidst håndboldhistoriens måske dårligste afslutning langt over mål.

Derefter lod det spanske forsvar tyskerne spadsere igennem og reducere, hvilket fik Spaniens Paula Argos til at juble over modstanderens scoring inde på banen.

Det kunne ske, fordi kampen mellem Polen og Montenegro i gruppen var spillet inden, så det var muligt at spille på et resultat i den sidste kamp. Det blev udnyttet maksimalt.

Selvsagt var det triste scener for håndboldsporten, men sportschefen for Dansk Håndbold Forbund (DHF), Morten Henriksen, er ikke oppe i det røde felt over situationen.

Dels har han svært ved at se den gode løsning på problematikken, og dels havde Polen med sine resultater også selv bragt sig i en skidt situation.

- Det er ikke kønt for sporten, men det er en risiko, der ikke kan undgås til en slutrunde, mener Morten Henriksen.

Ved fodboldslutrunder spilles kampene i sidste runde af en gruppe altid samtidig, men her har håndboldsporten ofte sværere vilkår logistisk.

- Det kan løse det her, men så får vi en anden problemstilling, for hvad er det så for nogle arenaer, vi skal spille kampene i? Det vil give nogle andre problemer, forklarer Morten Henriksen.

Han henviser til, at der ofte ikke er to brugbare arenaer i umiddelbar nærhed mange steder.

- Der kan godt findes nogle løsninger, som kunne fjerne den her konsekvens, men de løsninger ville have nogle andre konsekvenser.

Eneste gennemført gangbare løsning rent sportsligt er ifølge ham, at der spilles knockoutsystem fra start, men det er kommercielt bare ikke en mulighed.

- Hos IHF ved VM forsøgte man at gå i knockoutturnering lige efter det indledende gruppespil, men det er også blevet lavet om til, at man spiller med mellemrunde nu.

- Det giver bedre muligheder for billetsalg og sikrer, at de store nationer, som trækker mange tv-seere, kan komme lidt længere i turneringen, lyder det fra DHF-sportschefen.

Han kan godt forstå Polens frustration. Polakkerne var kommet videre og endda med to point, hvis Spanien havde holdt føringen på tre mål eller mere.

Omvendt mener Henriksen også, at Polen med sine resultater selv havde bragt sig i en skidt situation, som de dog med rette godt kunne have forventet, at især Spanien havde løst mere elegant.

- Hvis vi skal være helt ærlige, så kan man sige, at den måde, de sluttede kampen på, kunne de måske godt for sportens renommé have gjort på en lidt pænere måde - sagt på en meget moderat måde, mener Morten Henriksen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“