Sport - Ritzau
DIF: Øget trænerfokus skal løfte niveauet
DIF: Øget trænerfokus skal løfte niveauet
DIF: Øget trænerfokus skal løfte niveauet
Der skal gøres mere for tiltrækning og fastholdelse af trænere, hvis dansk idræt skal løfte sig yderligere.
Med OL i Paris parkeret i historiebøgerne skal Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark til at kigge på, hvordan de økonomiske brikker skal lægges for de næste fire år frem mod legene i Los Angeles.
For begge er målet, at dansk idræt skal udvikles i bedst mulig retning, så de danske atleter får de bedst mulige forudsætninger for at dygtiggøre sig og præstere.
En væsentlig del af det bliver ifølge DIF et større fokus på de folk, som skal hjælpe atleten på vejen, trænerne.
- Vi vil have meget fokus på at styrke trænerdelen, for trænerne er afgørende for eliteatleterne. Vi skal gøre endnu mere for at tiltrække og værne om de dygtige trænere, siger DIF-direktør Morten Mølholm.
- En ting er at have talenterne, men det nytter ikke noget, hvis ikke vi har de dygtige trænere til at udvikle dem.
Som med så meget andet er en af udfordringerne for dansk idræt, at vi er en lille nation. Der er ikke et stort arbejdsmarked for trænere, og derfor skal det være endnu mere attraktivt at være træner i Danmark for både danskere og udlændinge.
- Det er noget af det, som vi allerede kigger på sammen med Team Danmark. Vi har allerede brugt nogle af de ekstra penge fra vores partnerskaber på at sikre mere stabilitet og tryghed for trænerne i deres ansættelser, siger Mølholm.
- Ofte overser man, hvor meget trænerne betyder. De er altafgørende, og der skylder vi at kigge endnu mere grundigt på, hvordan vi kan gøre deres vilkår bedre også.
Allerede før OL i Paris lykkedes det både DIF og Team Danmark at forlænge og udvide partnerskaberne med henholdsvis Kirkbi og Salling Fondene frem mod OL i 2028.
Begge går fra at støtte med 50 millioner kroner til 60 millioner kroner, men det kræver et langt, sejt træk og ikke bare flere penge at forbedre forholdene for trænere både på øverste niveau og længere nede i fødekæden ifølge Mølholm.
Samtidig forsøger man ikke blot at gentegne aftaler med de øvrige eksisterende partnere, man forsøger også at finde nye. Om man vil det eller ej, så går der tydelige tråde fra antallet af økonomiske ressourcer til antallet af medaljer.
- Vil vi løfte resultaterne endnu mere, så kræver det sandsynligvis flere ressourcer, men det arbejder vi også løbende på, siger Morten Mølholm.
- Man kan se en direkte sammenhæng mellem, fra da vi fik øgede donationer (Salling Fondene startede i 2009 og Kirkbi i 2017, red.) fra de to, til at niveauet af OL-medaljer steg.
Ved legene i Moskva i 1980 hentede Danmark fem medaljer. Frem til og med legene i Beijing i 2008 vandt de danske atleter mellem fire og otte medaljer.
I 2012 i London, da den første støtte fra Salling Fondene var sprøjtet ind i dansk idræt, blev det til ni medaljer. Siden er det blevet til henholdsvis 15, 11 og 9 medaljer ved legene i Rio, Tokyo og Paris.
- Jeg er ret sikker på, at det løft skyldes, at vi har fået bedre muligheder for at forberede vores atleter med direkte tilskud til dem for at klare dagligdagen og opgradere mandskabet omkring dem, siger Mølholm.
/ritzau/