Sport - Ritzau
Djokovic sætter Australian Open-sejr højest i karrieren
Djokovic sætter Australian Open-sejr højest i karrieren
Djokovic sætter Australian Open-sejr højest i karrieren
Den nyslåede Australian Open-mester Novak Djokovic mener, at årets titel nok er den største i tenniskarrieren.
Novak Djokovic var grædefærdig efter triumfen ved Australian Open, da han blev lykønsket af sit team og sin familie efter finalesejren.
Efter sejren i tre sæt over Stefanos Tsitsipas forklarede Djokovic, at det har været en hård tid på det seneste.
- Kun mit hold og min familie ved, hvad vi har været igennem de seneste fire eller fem uger.
- Det er derfor, at jeg nok vil sige, at dette er den største sejr i mit liv, når jeg tager omstændighederne i betragtning, siger Djokovic.
Sidste år blev Djokovic smidt ud af Australien for ikke at være coronavaccineret. Det skete kort før turneringens start.
I år vakte Djokovics far opsigt ved at holde et russisk flag og udvise støtte til præsident Vladimir Putin. Derfor var faren fraværende på tribunen i finalen.
- Jeg er nødt til at sige, at det har været en af de mest udfordrende turneringer, jeg nogensinde har spillet, omstændighederne taget i betragtning.
- Jeg spillede her ikke sidste år, men kom tilbage i år, lyder det fra Djokovic.
Han fik oprindeligt tre års karantæne fra at rejse ind i Australien, men den dom blev lavet om sidste år. Derfor kunne han deltage i årets turnering.
- Jeg vil gerne takke alle de mennesker, der fik mig til at føle mig velkommen og tryg i Melbourne.
- Jeg forsøger at knibe mig selv i armen og virkelig nyde de her øjeblikke. Det har været en lang rejse, siger serberen.
Slagne Tsitsipas sendte stor ros i retning af Djokovic efter nederlaget.
- Det taler for sig selv, hvad du har opnået. Det hele kan aflæses i tallene. Tillykke.
- Jeg har haft privilegiet af at spille en masse vanskelige kampe med høj intensitet. Men Novak bringer det bedste frem i mig. Han er den bedste, der har holdt en tennisketsjer nogensinde, mener Tsitsipas.
Djokovic er oppe på 22 grand slam-turneringer. Det er samme antal som Rafael Nadal. De har sammen rekorden for flest grand slam-titler på herresiden. Roger Federer nåede at vinde 20 af slagsen.
/ritzau/