Sport - Ritzau

Dommerchef vil give superligafans klar besked om VAR

Dommerchef vil give superligafans klar besked om VAR

Dommerchef vil give superligafans klar besked om VAR

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
3F Superliga: FCN - RFC Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bedre kommunikation kan give en bedre forståelse for og tilfredshed med VAR, mener dommerchef.

Både fans på stadion og tv-seere skal have klar besked, når VAR-systemet bliver brugt i kampe i Superligaen.

Det mener formanden for DBU's dommerudvalg, Michael Johansen.

De fleste gange bliver et såkaldt "bevis" vist på stadions storskærm eller tv, når dommeren i en kamp har fået hjælp af VAR til for eksempel at dømme et straffespark eller annullere et mål.

Men for at højne tilfredsheden med og forståelsen af VAR og dommerens kendelser ser Johansen gerne, at det sker hver gang.

- Der er plads til optimering i samarbejdet, så signalet kommer helt ud til tv-seerne og til fans på stadion, siger dommerchefen.

VAR-vognen leverer beviset, når dommeren har truffet sit valg, og derefter er det op til den ansvarlige på stadion eller tv-produceren at sende det videre ud til publikum.

- Det handler ikke om at pege fingre, men mere om at vi som VAR-koncept leverer til alle interessenter. Hvis de ikke får, hvad de har brug for, er vi ikke lykkedes som hold, uanset om fejlen er sket det ene eller andet sted, siger Michael Johansen.

VAR har været en del af Superligaen i to og en halv sæson, og Michael Johansen er godt tilfreds med udviklingen.

På sigt er målet, at der skal laves maksimalt fem fejl efter et VAR-indgreb per sæson, og VAR-indgreb skal tage omkring 35 sekunder i gennemsnit.

VAR har i denne sæsons hidtil 102 kampe grebet ind 37 gange, og det har i gennemsnit taget 46 sekunder per gang.

Johansen kalder det for "acceptabelt og flot" i forhold til, at man stadig arbejder med at optimere brugen af VAR, men der bliver fortsat lavet for mange fejl.

Seks gange har dommeren lavet en forkert kendelse efter hjælp fra VAR efter 102 kampe, og målsætningen er maksimalt fem fejl i sæsonens i alt 193 kampe.

- Vi er hårde ved os selv i forhold til, hvor barren skal være, og det har vi ikke noget problem med at melde ud. Fakta er fakta, og der blev lavet seks fejl i sæsonens første 11 runder.

- Men i de seneste fem runder var nul fejl, så der er en udvikling, og vi får mere og mere træning efter hver runde, siger Johansen.

I 2020/21-sæsonen, der var den første med VAR i Superligaen, blev der lavet 15 fejl efter VAR-indgreb, der i gennemsnit tog 84 sekunder.

I sidste sæson var tallene 10 fejl og 40 sekunder.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“