Sport - Ritzau

Effektive Arsenal udbygger sit Premier League-forspring

Effektive Arsenal udbygger sit Premier League-forspring

Effektive Arsenal udbygger sit Premier League-forspring

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Arsenal v Everton Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix

Arsenal bankede Everton 4-0 og er nu fem point foran Manchester City i Premier League-toppen.

Arsenal begynder mere og mere at ligne et seriøst bud på en engelsk mester i denne sæson.

Mikel Artetas tropper vandt onsdag aften 4-0 hjemme over nedrykningstruede Everton og er nu fem point foran Manchester City i toppen af tabellen.

Efter en mindre god periode i første halvdel af februar har Arsenal svaret stærkt igen med tre sejre på stribe.

To mål af Gabriel Martinelli og et af både Bukayo Saka og Martin Ødegaard sørgede for en overbevisende 4-0-sejr.

Everton strittede ellers fint imod i første halvleg, som man kan forvente af et hold, der kæmper for overlevelse.

To Arsenal-scoringer i halvlegens sidste minutter var dog et dobbeltslag, som Sean Dyches mænd ikke kom sig over.

En af sæsonens store Arsenal-profiler, Bukayo Saka, åbnede scoringen ved at bankede bolden op i nettaget fra en spids vinkel.

I halvlegens overtid profiterede Gabriel Martinelli af en fejl af Evertons Idrissa Gueye og sørgede for en solid pauseføring til hjemmeholdet.

Det gav Arsenal ro, og topholdet havde godt styr på kampen efter pausen.

20 minutter før tid øgede Martin Ødegaard til 3-0 efter en aflevering fra Leandro Trossard.

Ti minutter senere lavede Martinelli sit andet og kampens sidste mål fra tæt hold.

På Anfield vandt Liverpool 2-0 over Wolverhampton og tog revanche for 0-3-nederlaget til samme modstander for en måned siden.

Publikum måtte dog vente længe på noget at juble over.

Først 17 minutter før tid fik hjemmeholdet åbnet scoringen, da Virgil van Dijk satte hovedet på en stenhård tværpasning fra Diogo Jota.

Fem minutter senere øgede Mohamed Salah til slutresultatet efter forarbejde af backreserven Konstantinos Tsimikas.

Det var fjerde ligakamp i træk, at Liverpool holdt målet rent.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“