Sport - Ritzau
Effektive Randers og Nordli dukker Sønderjyske
Effektive Randers og Nordli dukker Sønderjyske
Effektive Randers og Nordli dukker Sønderjyske
Simen Nordli nettede to gange, da Randers viste kynisme og slog Sønderjyske med 4-1 på udebane.
Det var effektivitet, der gjorde forskellen, da Randers FC lørdag slog Sønderjyske med 4-1 på udebane og udbyggede holdets fremragende form i Superligaen.
Alle fire kronjyske scoringer faldt i første halvleg. To af dem var fra Simen Nordlis fod. Det var anden runde i træk, at den norske offensivspiller kom på tavlen to gange, og han topper nu Superligaens topscorerliste med ni mål.
Sønderjyske havde rigeligt med muligheder for at komme tilbage i kampen, men værterne udviste ikke samme kynisme foran kassen som de kronjyske gæster.
Lørdagens sejr var den tredje i træk for Randers, der med 24 point indtager en foreløbig tredjeplads i tabellen. Sønderjyske ligger med 11 point nummer 10.
Randers fik en drømmestart på lørdagens kamp med to scoringer inden for kort tid i indledningen.
Først udnyttede Tammer Bany en omstilling efter ni minutter, da han afsluttede angrebet ved roligt at lægge bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.
Tre minutter senere blev føringen fordoblet. Frontløberen Mohamed Toure blev sendt i dybden, og han kvitterede ved at lægge bolden indenom Jakob Busk, der ikke fyldte meget i det sønderjyske mål i situationen.
Sønderjyske svarede godt tilbage. Igen skulle der gå tre minutter, før kampens næste mål faldt, og det var et flot et af slagsen.
Værternes Sefer Emini erobrede bolden foran Randers-feltet, og med en kælen inderside sendte han bolden helt op i målhjørnet.
Det var dog Randers' kamp i Haderslev.
I det 24. minut blev det 3-1, da målslugeren Simen Nordli udnyttede et straffespark, som backen Oliver Olsen forinden havde fremtvunget.
Nordli er i forrygende målform, og få minutter inden pausen kom han igen på tavlen, da han fra en spids vinkel fladt sendte bolden i mål via den fjerne stolperod.
Det var ikke fordi, Sønderjyske ikke havde muligheder for at komme tilbage i opgøret.
Kort inden pausen misbrugte Sefer Emini fra nært hold, og kort efter pausen var det Mads Aggers tur til at misbruge en stor chance for værterne.
Værterne havde ligeledes flere fine forsøg i anden halvleg. Tættest på var det efter 66 minutter, da Mads Agger igen brændte stort, da han rundede Randers-keeper Paul Izzo, men efterfølgende sendte bolden i sidenettet.
Derfra gik luften ud af Sønderjyske-presset. Randers fik i stedet mere kontrol og kørte sikkert tre point hjem.
/ritzau/