Sport - Ritzau

Ehlers blev helt i sin hjemby: Det var rimelig fedt

Ehlers blev helt i sin hjemby: Det var rimelig fedt

Ehlers blev helt i sin hjemby: Det var rimelig fedt

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
Ishockey OL-kval: Danmark - Storbritannien Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I sin første seniorkamp i Aalborg stjal Nikolaj Ehlers showet med sin vigtige 2-1-scoring mod Storbritannien.

Han siger selv, at han har "glædet sig som et lille barn" hele sommeren.

Og da Nikolaj Ehlers så endelig fik lov at spille for det danske ishockeylandshold i sin fødeby, Aalborg, stjal han helterollen på et hold, der havde hårdt brug for en helt.

I OL-kvalifikationskampen mod Storbritannien skød de danske forwards sig til fortvivlelse, indtil Ehlers fem minutter inde i tredje periode gjorde det til 2-1 med en sublim afslutning i powerplay.

Winnipeg-forwarden skøjtede brølende ud mod publikum, mens han fægtede triumferende med armene. Det var en scoring, der betød noget ekstra.

- Det var rimelig fedt. Det tror jeg også, man kunne se på min reaktion efter målet, siger Nikolaj Ehlers.

Danmark endte med at vinde 3-1. Men før Ehlers' scoring havde tilskuerne i Gigantium revet sig selv og hinanden i håret i frustration over danskernes manglende effektivitet foran mål.

Chance på chance blev forpurret af sløje afslutninger, uheld og en stærkt spillende Ben Bowns i det britiske mål.

- Det er jo derfor, ishockey er så fedt at kigge på. Du kan have nul chancer og score otte mål, eller du kan have en hel masse og kun score et eller tre.

- Men vi er nødt til at skyde mere. Mange gange brugte vi en aflevering for meget i stedet for at skyde på mål. Deres målmand spillede godt, men vi gjorde det heller ikke lettere for os selv, siger Ehlers.

Normalt målfarlige Nicklas Jensen havde på en "normal" dag scoret to eller tre gange. Men den store forward havde uvant svært ved at sætte pucken inden for rammen.

- Jeg synes godt nok, at sigtekornet var lidt skævt i dag, konstaterer Jensen med et skævt smil.

Han var placeret i kæde med Lars Eller og Joachim Blichfeld, og sammen kom de frem til en hel stribe muligheder.

- Vi sad også i omklædningsrummet og grinede lidt bagefter. Vi føler, vi kunne have scoret meget mere. Jeg brændte vel selv to på åbent mål, og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med.

- Vi må håbe på, at vi alle sammen er en tand skarpere fremover, siger Nicklas Jensen.

Chancespildet var årsag til, at de undertippede briter holdt sig inde i kampen, indtil et godt stykke inde i tredje periode.

Det blev en test af de danske spilleres nervesystem, påpeger Lars Eller.

- Man kan jo blive nervøs i sådan en situation. Vi blev testet lidt mentalt, men vi viste rigtig god karakter. Vores bedste 20 minutter var sidste periode, så vores svar var rigtig stærkt, lyder det fra Eller.

Kampen mod Storbritannien var den første af tre i OL-kvalifikationen. Japan venter i kamp to fredag aften, inden det hele skal afgøres i den sidste kamp mod Norge på søndag.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“