Sport - Ritzau

Ehlers trodser mystisk nakkeskade og melder sig NHL-klar

Ehlers trodser mystisk nakkeskade og melder sig NHL-klar

Ehlers trodser mystisk nakkeskade og melder sig NHL-klar

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Jets Camp Hockey Foto: John Woods/Ritzau Scanpix

En skade har forhindret Nikolaj Ehlers i at spille en eneste testkamp, men han vil på is i sæsonpremieren.

Vedvarende problemer med nakken har betydet, at Nikolaj Ehlers ikke har spillet en eneste af Winnipeg Jets testkampe i optakten til den nye NHL-sæson.

Men den danske forward melder sig alligevel klar til at gå på isen, når hans hold natten til torsdag åbner sæsonen på udebane med Calgary Flames.

- Jeg kommer til at spille onsdag (torsdag, dansk tid, red.). Det er bedre nu, men ikke 100 procent væk, og der er vel en lille risiko for, at det kan blive værre igen. Jeg føler mig dog klar nok til at spille, siger Nikolaj Ehlers til Ritzau.

Den 27-årige nordjyde erkender, at nakkeproblemerne har spoleret en smule af forventningens glæde før den nye sæson.

Han følte sig ellers i topform, da han i september vendte tilbage til Winnipeg efter sommerpause og grundtræning i Danmark.

- Skaden skete i styrkelokalet den første dag i vores træningscamp, hvor jeg lavede noget, jeg har lavet mange gange før. Men denne gang gik det galt på en eller anden måde. Det har jeg døjet med lige siden, siger Nikolaj Ehlers.

- Dagen efter det skete, havde jeg det egentlig okay og tænkte, at det bare var hold i nakken. Det mente jeg, at jeg godt kunne træne med, men det gjorde det bare meget værre.

- Det er en følelse af hold i nakken, men det er ikke bare det. Det har også været alle musklerne omkring nakken, der ikke havde det godt, og jeg kunne ikke dreje hovedet til nogen af siderne, forklarer han.

Spillertruppen i Winnipeg Jets har gennemgået solid udskiftning hen over sommeren, og mest markant har holdet mistet den stærke forward Pierre-Luc Dubois.

Der er dog stadig en stamme af veltjente kræfter på holdet. Mandag forlængede både målmanden Connor Hellebuyck og centeren Mark Scheifele deres kontrakter med syv år, og der er stadig masser af velkendte ansigter, når Ehlers træder ind i omklædningsrummet.

- Vi er en fem-seks spillere, der har været igennem lidt af det hele. Fra at være et dårligt hold i mine første to år til at stå i Stanley Cup-semifinalen året efter. For to år siden kom vi slet ikke i slutspillet.

- På papiret har vi haft et godt hold, og bestemt bedre end de resultater vi har opnået. Men det hjælper jo ikke noget at have et godt hold, hvis man ikke kan vinde de vigtige kampe, siger Nikolaj Ehlers.

Den første sæsonmålsætning er som altid at nå i slutspillet. Og hvis formkurven vender rigtigt til foråret, er det ikke umuligt for Winnipeg Jets at nå langt i kampen om Stanley Cup, mener danskeren.

- Vi vil selvfølgelig gerne ligge i toppen i hele sæsonen, men uanset om man ender som nummer et eller otte i grundspillet, er der muligheder, siger Ehlers.

Winnipeg Jets møder Calgary Flames klokken 4 natten til torsdag dansk tid.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“