Sport - Ritzau

Ekspert: Højlund kan blive Danmarks nye Elkjær

Ekspert: Højlund kan blive Danmarks nye Elkjær

Ekspert: Højlund kan blive Danmarks nye Elkjær

Ritzau
Helsingør
Zuletzt aktualisiert um:
EC qualification match between Denmark - Finland in the Park Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Morten Bruun og Flemming Povlsen ser enorm kvalitet i Rasmus Højlund, der torsdag scorede hattrick i Parken.

Fodboldeksperten Morten Bruun kommer sent til at glemme, at han var i Parken den dag, da Rasmus Højlund i sin første start for A-landsholdet scorede hattrick i sejren på 3-1 over Finland torsdag aften.

- Mange kampe passerer bare forbi, så man skal vide, når man oplever noget, der er de færreste forundt. Som når man ser en 20-årig komme ind og eje hele stadion og kampen. Det er måske noget, man oplever hvert 20. år.

- Han sprang alle led over i hierarkiet, og med sin præstation signalerede han, "angrebspladsen er min", siger Morten Bruun, der kommenterede kampen for TV 2.

Bruun hev efter kampen sin største anerkendelse frem ved at kalde Højlund "Danmarks nye Preben Elkjær" med henvisning til 80'er-landsholdets ikoniske angriber.

- Skal jeg sammenligne en dansk angriber med noget ultimativt, er det Elkjær, siger Bruun.

- Højlund har også noget af den fandenivoldskhed, der kendetegnede Elkjær, og Højlunds attitude - også i interviewet efter kampen - viser, at han har ingredienserne til at blive en folkehelt som Elkjær.

Også eksperten Flemming Povlsen, der scorede 21 mål for landsholdet i perioden fra 1987 til 1994, var imponeret over Højlunds attitude.

- Det er smukt, når en ung mand kommer ind og tramper på angrebshierarkiet og placerer sig selv øverst. Det er, hvad landsholdets offensiv har brug for, siger Flemming Povlsen, der er ekspert hos Discovery+.

Povlsen fremhæver målet til 2-1 efter 82 minutter, hvor Højlund frygtløst headede Danmark mod sejren fra klos hold.

- Målet viste, hvad vi har manglet. Da det spidsede til, var der brug for mod. Han kastede sig ind i en finne, der kunne have sparket bolden væk. Der satte han sit gebis på spil, siger Povlsen.

Højlund har i de seneste måneder fået sit store gennembrud i Serie A hos Atalanta, og Povlsen ser ham som en meget alsidig angriber.

- Han er løbestærk, bevæger sig godt og har gode placeringer i feltet. Han sparker nogenlunde lige godt med begge ben og er hovedstødsstærk. Og så gælder det i mine øjne om at være stærk med fronten mod mål, og det er han i den grad.

- Han har alt det, en ægte centerforward har brug for, vurderer Povlsen.

Morten Bruun supplerer:

- Han har en utrolig fysik og er hurtig og spændstig. Og så lurer han ikke bare på chancerne i feltet, men har en stor arbejdsradius og kan score mål helt alene.

I italienske medier er han i den seneste tid blevet sat i forbindelse med storklubber som Juventus og Napoli, og der er blevet nævnt salgspriser på op mod 350 millioner kroner.

Det kan sagtens blive til virkelighed, vurderer Bruun.

- Det kan godt være med den alder, han har, fordi der også er et stort udviklingspotentiale. Han har åbenlyst potentiale til at blive en international topangriber.

Povlsen tror også, at Højlund kan se frem til at blive den dyreste danske fodboldspiller.

- Beløbene i fodboldverdenen er eksploderet, så han kommer nok til at kysse en øvre grænse, der ligger et stykke fra det, vi tidligere har oplevet. Spillere, der kan score mål, koster mange penge, og han kan skabe chancer på egen hånd.

- Han er allerede kampafgørende og bliver kun bedre ved at spille flere kampe, så jeg tror, at han kommer til at fortsætte sin kometagtige karriere, vurderer en af heltene fra 1992.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“