Sport - Ritzau

Ekstatisk AGF-træner: En af mine vigtigste sejre i klubben

Ekstatisk AGF-træner: En af mine vigtigste sejre i klubben

Ekstatisk AGF-træner: En af mine vigtigste sejre i klubben

Ritzau
Aarhus
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: AGF - Viborg FF Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Træner Uwe Rösler var glad for, at AGF med sejren over Viborg fik Superligaen til at knække over på midten.

- Det var en af de vigtigste sejre i min tid i AGF.

Sådan sagde AGF-træner Uwe Rösler ovenpå holdets 2-0-sejr på hjemmebane mod Viborg.

Sejren gør nemlig, at AGF slår et ordentligt hul på otte point ned til forfølgerne på den anden side af top-6-stregen med syv runder tilbage af Superligaens grundspil.

Efter en chancefattig første halvleg fik AGF en drømmestart på anden halvleg med et mål efter blot 30 sekunder, og det glæder Uwe Rösler.

- Jeg er virkelig glad for spillernes respons efter pausen. Jeg fortalte dem, at de skulle gå ud og spille, som AGF skal spille, og det gjorde de.

- De første 25 minutter var under par, men frem mod pausen blev vi bedre. Og i anden halvleg spillede vi aggressivt og offensivt, hvilket er præcis, som AGF skal spille.

- Jeg roste spillerne, for det var en fantastisk holdpræstation at slå et hold som Viborg med de skadesproblemer, som vi har, siger Uwe Rösler.

Holdets midtbaneslider Magnus Knudsen er enig med sin cheftræner i, at holdet kom ud til anden halvleg med et helt andet udtryk.

- De fem minutter efter pausen blev meget afgørende for kampen. Vi kom ud med meget mere energi, og det blev vi belønnet for, siger nordmanden.

Hovedparten af tilskuerne på Ceres Park havde knap fået armene ned efter 1-0-målet, før at de kunne juble igen.

Blot fem minutter efter føringsmålet fik Viborg-angriberen Renato Junior nemlig direkte rødt kort efter en hård tackling, og anden halvlegs begyndelse blev forvandlet til et mareridt for gæsterne fra Viborg.

Holdets målmand Lucas Lund er frustreret over, hvordan holdet kom ud efter pausen.

- Det sidste, som vi sagde, inden vi gik ud til anden halvleg, var, at vi skulle ud at bygge videre på det momentum, som vi havde fået opbygget. Derfor var det op ad bakke, at det så ud, som det gjorde efter 51 minutter.

- Det er svært at sige, hvad der gik galt, men det er noget, som vi skal have kigget på, siger Lucas Lund.

Med nederlaget skal Viborg sætte noget af en slutspurt sammen, hvis holdet skal gentage den seneste sæsons top-6-placering, da ligaen virker til at være knækket over på midten.

Otte point skiller AGF og Viborg ad på hver sin side af stregen.

Efter den kommende landsholdspause skal AGF møde FC Nordsjælland på udebane, mens Viborg får besøg af førerholdet, FC København.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“