Sport - Ritzau

England går i EM-semifinale med fejlfrie straffespark

England går i EM-semifinale med fejlfrie straffespark

England går i EM-semifinale med fejlfrie straffespark

Ritzau
Düsseldorf
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EURO-2024-MATCH48-ENG-SUI Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

1-1 efter 120 minutter og straffesparkskonkurrence var facit, da England sendte Schweiz hjem fra EM.

I tredje kvartfinale ud af tre mulige skulle der ekstra spilletid til, før England lørdag aften i Düsseldorf var skarpest i en straffesparkskonkurrence mod Schweiz og spillede sig i semifinalen ved EM i fodbold.

En chancefattig kamp livede gevaldigt op i slutningen af anden halvleg, hvor først Schweiz kom foran ved Breel Embolo, inden Bukayo Saka udlignede fem minutter efter på et flot langskud.

De to nationers EM-skæbne skulle til slut afgøres fra 11-meter-pletten. Her brændte Schweiz sit første straffespark ved profilen Manuel Akanji, og da England scorede på sine fem, blev det et farvel til Schweiz.

I semifinalen onsdag venter vinderen af den sidste kvartfinale mellem Holland og Tyrkiet.

Efter en meget lidt imponerende offensiv præstation hidtil fra England ved EM havde landstræner Gareth Southgate rystet posen en smule og lavet en formationsændring.

I stedet for at forsvare med fire i bagkæden, bestod den bageste linje lørdag aften af fem spillere, hvilket gav plads til, at profilen Phil Foden kunne operere mere centralt i banen i offensiven.

Det afholdt ikke Schweiz fra at komme energisk ud og presse højt, men som første halvleg skred frem, overtog England mere og mere kampen.

Trods overtaget skabte England dog ikke for alvor store chancer, og halvlegen endte med at blive en chancefattig og kontrolleret omgang.

Først fem minutter inde i anden halvleg kom den første afslutning inden for målrammen i kampen, da Schweiz-angriberen Breel Embolo fik vendt rundt i feltet og afsluttet mod Jordan Pickford. Den engelske målmand havde dog intet besvær med at redde skuddet, der manglede kraft.

Netop Embolo så noget bedre ud med et kvarter tilbage, hvor begge hold ellers ikke gjorde meget for at jagte et føringsmål.

Efter schweiziske kombinationer lagde Dan Ndoye et fladt indlæg ind foran mål. Den engelske stopper John Stones kom først på bolden, men han fik den slet ikke afværget, og i stedet rullede den videre ind i det lille felt, hvor Embolo befandt sig og dirigerede bolden i mål.

Målet fik straks Southgate til at reagere på sidelinjen. Han brugte sine første udskiftninger og sendte tre friske mand på banen.

Det var dog var ikke en af indskifterne men stjernen Bukayo Saka, der i det 80. minut sparkede England tilbage i opgøret.

Arsenal-spilleren trak ind i banen fra højre side, og da ingen schweizere pressede ham, lagde han bolden i det lange hjørne langs stolpen med et velplaceret langskud.

England fortsatte med at lægge pres på Schweiz, men mere blev det ikke til i den ordinære spilletid.

Med endnu et langskud var Declan Rice tæt på at bringe England i front i starten af den forlængede spilletid, men Yann Sommer i det schweiziske mål var denne gang på plads.

Schweiz kom tættest på, da indskiftede Xherdan Shaqiri tre minutter før tid bankede et hjørnespark direkte på træværket.

Uden mål skulle opgøret afgøres fra straffesparkspletten, og på Englands femte spark var det Trent Alexander-Arnold, der blev helten.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“