Sport - Ritzau
Etiopisk født løber sikrer Bahrain sejr i Copenhagen Marathon
Etiopisk født løber sikrer Bahrain sejr i Copenhagen Marathon
Etiopisk født løber sikrer Bahrain sejr i Copenhagen Marathon
Abdi Ali Gelelchu sled sine følgesvende op en efter en på vej til sejren i Copenhagen Marathon.
Vejrguderne lod eliteløberne slippe for regn, da den 45. udgave af Copenhagen Marathon blev afviklet søndag. Det endte i den første sejr i løbet til Bahrain, da Abdi Ali Gelelchu sejrede i tiden 2 timer, 9 minutter og 11 sekunder.
Det er den næsthurtigste vindertid i løbets historie og kun 48 sekunder fra løbsrekorden, der blev sat i 2022.
Hos kvinderne gik sejren til kenyaneren Margaret Agai. Længe lå Mongoliets Khishigsaikhan Galbadrakh i front med over et minuts forspring. Men hun gik helt ned, mens Agai vandt i tiden 2 timer, 27 minutter og 31 sekunder.
Det danske mesterskab gik til Jacob Sommer Simonsen, som leverede et flot løb og krydsede målstregen i tiden 2 timer, 11 minutter og 24 sekunder. Den samlede sejr var han dog aldrig i nærheden af, selv om han blev nummer syv.
Hos kvinderne tog Sara Schou Kristensen DM-titlen i tiden 2 timer, 38 minutter og 38 sekunder.
Efter godt 30 kilometer blev en frontgruppe reduceret til en kvartet.
Abdi Ali Gelelchu, kenyaneren James Kiplagat samt de to etiopiere Gadisha Birhanu og Abebaw Muniey skilte sig ud. Det stod klart, at det var blandt de fire, vinderen skulle findes.
Fem kilometer senere måtte Kiplagat slippe, og der begyndte at tegne sig et billede af, at Bahrains Abdi Ali Gelelchu, som er født i Etiopien, var manden med mest overskud.
Birhanu var som den sidste i hælene på ham, men inden Gelelchu kom ind på de sidste to kilometer, havde også han måttet opgive at følge den stærke løber fra Bahrain.
Gelelchu fortsatte i ensom majestæt til målstregen ved Fælledparken.
/ritzau/