Sport - Ritzau

Europa sikrer revanche mod USA i Ryder Cup

Europa sikrer revanche mod USA i Ryder Cup

Europa sikrer revanche mod USA i Ryder Cup

Ritzau
Rom
Zuletzt aktualisiert um:
Italy Ryder Cup Golf Foto: Andrew Medichini/Ritzau Scanpix

Nicolai Højgaard tabte sin single, men Europa sikrede sig Ryder Cup-trofæet trods lidt slinger i valsen.

Europa har generobret Ryder Cup-tronen fra USA.

Det blev en kendsgerning søndag, hvor europæerne på hjemmebane i Rom nåede op på de krævede 14,5 point, inden de sidste fire singler var afgjort, da engelske Tommy Fleetwood sikrede sig mindst et halvt point i sin match mod Rickie Fowler.

Traditionen tro blev der dog spillet færdig, og slutcifrene blev 16,5-11,5 til Europa efter 6-6 i søndagens singler.

Ryder Cup-debutanten Nicolai Højgaard tabte sin match mod den forsvarende olympiske mester Xander Schauffele som er nummer seks på verdensranglisten og dermed placeret 76 pladser over den unge dansker.

Med sejren fik Europa revanche for det sviende 9-19-nederlag i Wisconsin for to år siden. Historisk set fører Europa 12-9 siden 1979, hvor Europa afløste Storbritannien og Irland som fast modstander.

Europas kaptajn, Luke Donald, havde i samarbejde med sine vicekaptajner, der blandt andre tæller Thomas Bjørn, valgt at sætte sine største profiler ud tidligt på dagen for at fremprovokere en tidlig afgørelse, og det var en ganske god idé.

Norske Viktor Hovland levede i den grad op til tilliden og afgjorde sin match mod Collin Morikawa efter 15 huller, mens spanske Jon Rahm med en fin birdie på 18. hul sikrede endnu et halvt point til Europa i sin dyst mod verdensetteren Scottie Scheffler.

Rory McIlroy bragte med en stensikker sejr over Sam Burns Europa op på 13-7, og lidt senere bragte en ekstatisk englænder, Tyrrell Hatton, Europa op på 14 point, og dermed manglede kun et halvt point med syv matcher tilbage.

Matthew Fitzpatrick fik chancen for at sikre det, men et meget svagt put af englænderen forlængede spændingen, og momentum svingede over til amerikanerne.

USA tog tre point i træk og reducerede til 10-14, men på 16. hul blev det hele afgjort, da Tommy Fleetwood foran med et hul slog flot ud, mens Rickie Fowler røg en tur i vandet.

Fleetwood puttede hernæst tæt på hullet, og så gav Fowler hullet væk, hvilket gav en lettere antiklimatisk afgørelse på den samlede dyst.

På daværende tidspunkt var Højgaard færdig.

Han fik med et par hurtige birdies en fremragende start, men en ærgerlig bogey på syvende hul og en stribe amerikanske birdies vendte kampen på hovedet, og efter 16 huller sluttede eventyret. Især med putteren manglede danskeren de sidste marginaler.

Med nederlaget slutter Højgaard med et halvt point efter sine første tre matcher i Ryder Cup-regi. Det blev sikret, da han fredag spillede fourball med Jon Rahm og var med til at opbygge en stor europæisk føring.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“