Sport - Ritzau
Europæisk Ryder Cup-kaptajn ser stor fordel i hjemmebane
Europæisk Ryder Cup-kaptajn ser stor fordel i hjemmebane
Europæisk Ryder Cup-kaptajn ser stor fordel i hjemmebane
Nicolai Højgaard og de øvrige europæere skal forsøge at generobre Ryder Cup-trofæet på hjemmebane.
Statistikken taler for sig selv. Når Europa er på hjemmebane i Ryder Cup, skal USA stramme sig ekstra meget an for at vinde.
Man skal 30 år tilbage for at vinde den seneste amerikanske sejr på europæisk jord, men omvendt vandt USA's spillere knusende sikkert, da de for to år siden var værter for den traditionsrige golfdyst.
Europas Ryder Cup-kaptajn, Luke Donald, sætter sin lid til, at hjemmebanen igen kan få stor betydning, når det går løs senere på ugen.
- Det er helt klart en fordel at være på hjemmebane. Det ved vi. Det er en fordel for os at have støtten og publikum i ryggen. Det giver spillerne energi, siger kaptajnen ifølge AFP.
Ryder Cup spilles i år i den italienske hovedstad, Rom, og mange europæiske fans forventes at være til stede.
- Vi ser frem til at have meget mere støtte denne gang. Det manglede helt sikkert på grund af coronapandemien for to år siden, beretter Luka Donald.
Også på modstanderholdet ved man, hvor stor betydning det har for spillerne, om folkene rundt om banen er med eller imod én.
- Det er svært at vinde på udebane uden for sin komfortzone. Det er svært at vinde mod et hold, der altid har gjort det formidabelt. Så simpelt er det, konstaterer USA's kaptajn, Zach Johnson.
- Jeg ved godt, hvordan det ser ud historisk. Det er jeg udmærket klar over. Samtidig har jeg stor tro på tingene. Når jeg taler med holdet, kan jeg mærke, at de er klar til at omfavne modstanden og ser det som en god mulighed, forklarer han.
Danske Nicolai Højgaard er blandt de seks spillere, Luke Donald har valgt til opgaven. Seks andre har kvalificeret sig ved at optjene point til ranglisterne.
Ryder Cup spilles fra fredag til søndag. I den forgangne uge vandt de europæiske kvinder deres pendant til dysten mod USA. Også her var europæerne på hjemmebane.
/ritzau/