Sport - Ritzau

Europamester suspenderes efter sag om voldtægtsforsøg

Europamester suspenderes efter sag om voldtægtsforsøg

Europamester suspenderes efter sag om voldtægtsforsøg

Ritzau
Kielce
Zuletzt aktualisiert um:
France - North Macedonia Foto: Tom Weller/Ritzau Scanpix

Kielce har suspenderet den franske EM-spiller Benoit Kounkoud, som er anklaget for forsøg på voldtægt.

Den franske europamester Benoit Kounkoud er blevet suspenderet og kommer ikke til at spille kampe for håndboldklubben Kielce i den kommende tid.

Suspenderingen skyldes, at Benoit Kounkoud er under anklage for forsøg på voldtægt.

Imens sagen bliver efterforsket, kommer han ikke i aktion for Kielce, oplyser den polske klub fredag på sin hjemmeside.

Kielce har kortfattet forklaret, hvorfor klubben har truffet beslutningen.

- Benoit Kounkoud kommer ikke til at repræsentere klubben i vores holds farver, indtil sagen er afklaret af de franske myndigheder, skriver Kielce.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er spilleren anklaget for at have forsøgt at voldtage en 21-årig kvinde natten til tirsdag.

Ifølge kvinden udspillede episoden sig på en natklub i det centrale Paris, hvor den berusede spiller skulle have forsøgt at voldtage hende.

AFP skriver, at 26-årige Benoit Kounkoud blev anholdt af fransk politi i Paris tidligt tirsdag morgen. Han blev tilbageholdt af en sikkerhedsvagt, inden politiet ankom.

Onsdag blev Benoit Kounkoud løsladt, men efterforskningen fortsætter. Anklagerne i Paris arbejder på at samle flere vidneberetninger i sagen.

Det Franske Håndboldforbund FFHandball vil ikke kommentere den konkrete sag.

Men forbundet oplyser til AFP, at man er bekendt med, at fløjspilleren har været i myndighedernes varetægt.

- FFHandball vil bekæmpe alle former for vold og gentager, at vi kraftigt fordømmer sådanne handlinger, såfremt de bliver bevist.

- FFHandball står altid på samme side som ofrene for vold, lyder det blandt andet fra forbundet.

Benoit Kounkoud spillede fem kampe under EM, men højrefløjen kom ikke på banen i semifinalen mod Sverige eller i søndagens finale mod Danmark.

Spilleren selv har endnu ikke ytret sig i sagen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“