Sport - Ritzau

Færøsk overraskelse tager point fra fransk topklub

Færøsk overraskelse tager point fra fransk topklub

Færøsk overraskelse tager point fra fransk topklub

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-C1-MOLDE-KLAKSVIK Foto: Svein Ove Ekornesvag/Ritzau Scanpix

Klaksvik hentede et historisk point til færøsk fodbold i Conference League med 0-0 mod et tamt Lille-mandskab.

Det færøske mesterhold KÍ Klaksvík bliver ved med at levere overraskelser i Europa.

Torsdag aften formåede de lokale helte i Conference League at spille 0-0 mod de franske gæster fra Lille.

Lille var kommet til Færøerne som storfavorit, og de fleste havde forventet, at Klaksvik ville blive et nemt bytte. Det var måske også årsagen til, at cheftræner Paulo Fonseca lod flere af sine profiler starte på bænken.

De 11 udvalgte til startopstillingen, der blandt andre talte den tidligere FC København-angriber Hakon Haraldsson, havde svært ved at spille sig igennem hjemmeholdets defensiv.

Hakon Haraldsson forsøgte gang på gang at løbe fri, men holdkammeraterne i Lilles offensiv spillede for det meste på tværs af banen, og det blev sjældent farligt.

Det kunne endda være blevet til en sejr for værterne, der indimellem fik sat et godt kontraangreb sammen på kunstgræsset.

Klaksvik-spillerne satsede desuden på lange indkast, og 20 minutter før tid gav det en chance til netop indskiftede Hallur Hansson. Hans skudforsøg fra kanten af straffesparksfeltet røg dog forbi mål.

Tiden gik dog stille og roligt, og selv om Lille-træner Fonseca skiftede flere profiler ind, så ændrede det ikke det store på banen.

I slutfasen var hjemmeholdet tæt på igen, men en appel for straffespark blev afvist af dommeren.

Lidt senere kunne Klaksvik-spillerne, der blandt andre talte danskerne Patrick da Silva og Claes Kronberg, alligevel juble over det første færøske point nogensinde i et europæisk gruppespil.

Klaksvik indledte i sommer den europæiske kampagne med at slå de svenske mestre fra Häcken ud i kvalifikationen til Champions League. Det samlede avancement betød samtidig, at Klaksvik var garanteret et europæisk gruppespil.

Holdet endte i den tredje bedste turnering efter nederlag til norske Molde og Sheriff Tiraspol.

Det færøske hold indledte for to uger siden gruppespillet i Conference League med et 1-2-nederlag til Slovan Bratislava, der torsdag vandt med 1-0 ude over Ljubljana i gruppens anden kamp.

Lille vandt så sent som i 2021 det franske mesterskab. Holdet indtager en øjeblikkelig syvendeplads i den franske liga.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“