Sport - Ritzau

FAKTA: Sådan gik det Danmark ved OL mandag

FAKTA: Sådan gik det Danmark ved OL mandag

FAKTA: Sådan gik det Danmark ved OL mandag

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Olympics: Badminton, Day 3 Foto: Arun Sankar/Ritzau Scanpix

Efter en træg søndag var der lidt større succes for de danske OL-atleter mandag - især på badmintonbanen.

Følgende danskere var mandag i aktion ved OL:

---- ---- ---- ----

Roning

Toer uden styrmand, opsamlingsheat: Fie Udby Erichsen og Lærke Rasmussen fik oprejsning efter det skuffende indledende heat søndag. Den danske duo vandt i sikker stil opsamlingsheatet og er klar til onsdagens semifinaler.

Otter, indledende: Som ventet var den danske otter ikke i nærheden af sejren, der udløste en direkte finaleplads. Danskerne blev klart sidst - 18 sekunder efter Canada, der blev næstsidst. Den langsomste båd i det andet heat - Italien - var mere end 10 sekunder hurtigere end den danske båd, der får det svært i torsdagens opsamling, hvor fire af fem både går videre til finalen.

Ridesport

Military, springning: Peter Flarup: Det blev ikke til en plads i OL-finalen for den danske militaryrytter. Efter mandagens springkonkurrence stod det klart, at Flarup sluttede som nummer 42. Kravet til en finaleplads var en plads i top-25, men det kom han ikke i nærheden af.

Sejlsport

49er, 4., 5. og 6. sejlads: Daniel Nyborg/Nikolaj Buhl.

Med placeringer som nummer 10, 21 (tildelt placering som følge af at være udgået) og 17 i mandagens sejladser var det en skuffende dag på vandet. Efter seks sejladser ligger båden nummer 18 ud af 20.

49er FX, 4., 5. og 6. sejlads: Johanne Schmidt/Andrea Schmidt.

De to søstre fik rejst sig efter en skrækkelig åbningsdag søndag, men de skal fortsat spejde langt efter topplaceringerne. De ligger nummer 14 ud af 20 både efter placeringer som nummer 15, 6 og 12 i mandagens sejladser.

Windsurfing, 1. sejlads: Johan Søe.

Den 20-årige aarhusianer fik en glimrende start ved at blive nummer 3 af 24, da windsurfing-konkurrencen endelig kom i gang med 1. sejlads. Mere blev det dog ikke til mandag på grund af manglende vind.

Bordtennis

Herresingle, 32.-delsfinale: Anders Lind leverede en fremragende indsats og slog Marcos Freitas fra Portugal. Verdens nummer 17 var favorit og havde da også statistisk krammet på Lind forud for kampen, men det var ikke til at se. Lind, som er nummer 62 i verden, udspillede portugiseren og vandt 4-0 i sæt.

Herresingle, 16.-delsfinale: Verdens nummer 13, sydkoreaneren Jang Woojin, var for svær en opgave for Jonathan Groth. Danskeren bed fra sig indledningsvist og vandt et tæt første sæt, men det endte med et nederlag på 1-4 i sæt. Groths OL er dog ikke slut, da han er en del af det danske hold i holdkonkurrencen.

Håndbold

Gruppekamp, mænd: Danmark slog Egypten 30-27 og har på papiret fået en fantomstart på OL. Men kampen mod Egypten var som dag og nat. Første halvleg var der dømt dansk opvisning med urokkeligt forsvarsspil, fart og effektive kontraangreb. 19-9 viste tavlen i pausen. Anden halvleg blev der brændt og brændt og brændt fra dansk side, og så vandt Egypten de sidste 30 minutter med syv mål.

Cykling, mountainbike

Cross country: Simon Andreasen var med fremme i begyndelsen af løbet, men en defekt smadrede drømmen om et topresultat. Danskeren kæmpede flot og sluttede som nummer 12 i et løb, som storfavoritten Thomas Pidcock vandt - trods en defekt undervejs.

Tennis

Caroline Wozniacki forsøgte igen med et comeback efter at have været nede med et sæt, men amerikaneren Danielle Collins var for stærk og vandt i tre sæt med 6-3, 3-6, 6-3. Dermed er der ikke mere dansk islæt tilbage i OL's tennisturnering.

Badminton

Herredouble, gruppekamp: Kim Astrup og Kim Skaarup Rasmussen rejste sig efter søndagens nederlag og gjorde mandag kål på kineserne Liu Yu Chen og Ou Xuan Yi med cifrene 21-15, 21-13 i en vigtig kamp i forhold til at avancere fra den dynamitgruppe, de er havnet i ved OL. Danskerne har to sejre efter tre kampe og kan selv afgøre, om de vil videre, når de onsdag møder et japansk par i den sidste gruppekamp.

Damedouble, gruppekamp: Maiken Fruergaard og Sara Thygesen leverede endnu et mirakel i anden gruppekamp. Thailands Jongkolphan Kititharakul og Rawinda Prajongjai, verdens nummer ti, blev slået i et vildt tresætsdrama, hvor danskerne overlevede hele syv matchbolde undervejs. Med sejren på 20-22, 23-21, 24-22 er danskerne allerede sikret en plads i kvartfinalerne - endda som gruppevindere.

Herresingle, gruppekamp: Viktor Axelsen havde som ventet ikke de store problemer mod den israelske veteran Misha Zilberman. Danskeren vandt med cifrene 21-9, 21-11 i en forestilling, der sluttede tæt på midnat. I sidste gruppekamp onsdag skal Axelsen mod irsk Nhat Nguyen. Vinderen af den kamp går videre til kvartfinalerne.

Kilder: Ritzau, olympics.com, DIF, olym.dk.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“