Sport - Ritzau

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

FAKTA: Sådan kom Danmarks OL-medaljer i hus

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
OL 2024: Bryderen Turpal Bisultanov i aktion Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bryderen Turpal Bisultanov satte torsdag aften en bronzemedalje ind på Danmarks medaljekonto ved OL.

Bryderen Turpal Bisultanov hentede torsdag Danmarks fjerde medalje ved legene i Paris, men det ser svært ud for det danske OL-hold i forhold til at indfri medaljemålsætningen på 9-11 medaljer.

---- ---- ---- ----

Her er et overblik over de danske medaljer ved legene i Paris:

* Guld.

Badminton, herresingle: Viktor Axelsen.

- I en uhyre ensidig finale udraderede danskeren thailandske Kunlavut Vitidsarn, der er regerende verdensmester og havde spillet fremragende på sin vej til OL-finalen. Men i finalen var Vitidsarn statist. Axelsen vandt med de uhørte finalecifre 21-11, 21-11. Danskeren var forsvarende olympisk mester efter guldet i Tokyo, og med sejren i Paris blev danskeren den kun anden i historien, der har vundet OL-guld i herresingle to gange. Den første til at gøre det var legenden Lin Dan, der vandt OL i 2008 og 2012. Axelsen afgav ikke et eneste sæt ved OL i Paris.

* Sølv.

Ridning, dressur, hold: Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Cathrine Laudrup-Dufour.

- En ventet dansk medalje, idet Danmark, Tyskland og Storbritannien i holdkonkurrencen var de øvrige nationer overlegne. Og i finalen i de smukke omgivelser ved Versailles-slottet var det reelt kun Tyskland, der kunne hamle op med Danmark. Og der var spænding til allersidste sekund i den afsluttende tyskers ridt. Tyskerne endte med at nappe guldet - sølle 0,121 point foran danskerne, der dog jublede over sølvmedaljerne.

Sejlsport, Ilca 6: Anne-Marie Rindom.

Den danske sejlsportsdronning Anne-Marie Rindom fik hængt sin sølvmedalje om halsen med en dags forsinkelse som konsekvens af manglende vind. Dermed har Rindom nu en olympisk medalje af hver karat efter bronze i Rio i 2016 og guld i Tokyo i 2021. Danskeren kom til OL 2024 som både forsvarende verdensmester og forsvarende olympisk mester, men i Marseille var hun reelt ikke i nærheden af guldet denne gang. Dertil var hollandske Marit Bouwmeester for stærk.

* Bronze.

Brydning, 87-kiloklassen, Turpal Bisultanov.

Han tabte sin første OL-kamp, men Turpal Bisultanov fik en chance mere, eftersom hans overmand onsdag gik hele vejen til finalen. Det betød bronzejagt torsdag for danskeren, og den chance greb han. I første omgang gik det ud over Lasha Gobadze fra Georgien, som danskeren besejrede med 6-0. Og så var han klar til bronzekamp mod ungarske David Losonczi. Den vandt Bisultanov med 2-1.

---- ---- ---- ----

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“