Sport - Ritzau

Fantomrunde sender Højgaard langt frem i OL-feltet

Fantomrunde sender Højgaard langt frem i OL-feltet

Fantomrunde sender Højgaard langt frem i OL-feltet

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
Paris Olympics Golf Foto: George Walker IV/Ritzau Scanpix

Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen var flyvende på lørdagens tredje golfrunde ved OL i Paris.

De to første dage ved OL var lunkne for Nicolai Højgaard og Thorbjørn Olesen, men lørdag løftede de danske golfspillere barren betragteligt.

Med hver sin imponerende runde på henholdsvis ni og fem slag under par kravlede de langt op i stillingen, hvor de nu kan snuse til medaljerne.

Med sin fantomrunde på 62 slag leverede Nicolai Højgaard så prangende, at han tangerede banerekorden på Le Golf National.

- Det var en fantastisk følelse, og det var fantastisk at høre de danske råb hele tiden, siger Nicolai Højgaard til TV 2.

- Samtidig kunne jeg se, at Thorbjørn også havde gang i en god runde, så det er rigtig fedt at spille en god runde, når vi skal gøre det for at have en chance i morgen (søndag, red.). Jeg er på månen lige nu over, hvor fedt det er at spille her - og så også at producere en god runde.

Med en samlet score på 11 slag under par er Nicolai Højgaard før søndagens finalerunde placeret på en delt fjerdeplads med kun to slag op til bronzepladsen, som indtages af britiske Tommy Fleetwood.

Den forsvarende olympiske mester, amerikanske Xander Schauffele, fører turneringen sammen med spanske Jon Rahm. De er tre slag bedre end Nicolai Højgaard.

Thorbjørn Olesen kan notere sig for en samlet score på otte slag under par og er delt nummer 13.

Nicolai Højgaard lavede ikke en eneste bogey i løbet af dagen på Le Golf National. I stedet lavede han syv birdies og en eagle på hul 14.

Thorbjørn Olesen leverede seks birdies og så længe ud til at klare sig igennem runden uden bogeys. Men på hul 17 kom der en enkelt af slagsen.

Hvis duoen fortsætter de imponerende takter søndag, er medaljerne inden for rækkevidde.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“