Sport - Ritzau
FC Midtjylland møder Lazio og Feyenoord i Europa League
FC Midtjylland møder Lazio og Feyenoord i Europa League
FC Midtjylland møder Lazio og Feyenoord i Europa League
Sportsligt blev det en vanskelig gruppe for FCM. Modstanderne bør til gengæld kunne trække mange tilskuere.
FC Midtjylland skal møde Lazio, Feyenoord og Sturm Graz i Europa Leagues gruppespil. Det står klart efter lodtrækningen i Istanbul.
Det er tredje år i træk, at FCM skal deltage i et europæisk gruppespil. Det kunne være blevet i Champions League for den danske DM-sølvvinder, men her formåede holdet ikke at klare sig igennem nåleøjet.
FCM slog AEK Larnaca og tabte til Benfica i Champions League-kvalifikationen.
Derfor venter nu et gruppespil i Europa League, som på papiret byder på nogle attraktive modstandere, der må forventes at kunne tiltrække en del tilskuere.
Hollandske Feyenoord nåede hele vejen til finalen i Conference League sidste år, hvor det blev til nederlag til AS Roma.
Lazio er traditionelt et af de bedre mandskaber fra Italien. I sidste sæson endte Lazio på femtepladsen i Serie A.
Østrigske Sturm Graz råder over den tidligere FC København-angriber Rasmus Højlund. Sturm Graz blev nummer to i den bedste østrigske række i sidste sæson.
De otte gruppevindere i Europa League går videre til ottendedelsfinalen. De otte toere vil blive parret med de otte treere fra Champions Leagues gruppespil til playoffkampe om at komme i ottendedelsfinalen.
Treerne går videre til knockoutfasen i Conference League, mens firerne ryger helt ud.
Finalen i Europa League spilles 31. maj i ungarske Budapest, hvor stadion har en kapacitet på 67.000 tilskuere.
FCM ved allerede nu, hvornår holdet kommer til at spille sine Europa League kampe: Det sker på følgende datoer.
Kamp 1: 8. september.
Kamp 2: 15. september.
Kamp 3: 6. oktober.
Kamp 4: 13. oktober.
Kamp 5: 27. oktober.
Kamp 6: 3. november.
/ritzau/