Sport - Ritzau
FC Midtjylland sælger Gustav Isaksen til Lazio
FC Midtjylland sælger Gustav Isaksen til Lazio
FC Midtjylland sælger Gustav Isaksen til Lazio
Sidste sæsons topscorer i Superligaen, Gustav Isaksen, er solgt til italienske Lazio.
Superligaklubben FC Midtjylland er blevet en stor profil fattigere.
Tirsdag er kantspilleren Gustav Isaksen blevet solgt til den italienske storklub Lazio. Det meddeler både FCM og Lazio på deres hjemmesider.
Handlen kommer ikke som nogen overraskelse, da Lazio allerede mandag morgen delte et foto af Isaksen og oplyste, at han var på vej til lægetjek.
Hverken Lazio eller FC Midtjylland har oplyst noget om overgangssummen, men B.T. skrev i sidste uge, at klubberne var blevet enige om at betale 15 millioner euro, cirka 112 millioner kroner, for dribleren fra Hjerk.
Den 22-årige dansker blev superligatopscorer i sidste sæson med 18 fuldtræffere. Foruden den flotte statistik har Isaksen også gjort opmærksom på sig selv i europæisk fodbold. Det har hans nye holdkammerater mærket på egen krop.
I sidste års Europa League-gruppespil mod Lazio var Isaksen i hopla og scorede et mål i hjemmekampen, som FC Midtjylland vandt 5-1. Efterfølgende stod han også bag midtjydernes mål i 1-2-nederlaget på udebane.
Gustav Isaksen er kommet skidt i gang med den nye sæson. Han nåede at brænde to straffespark i Superligaen, inden han efterfølgende blev udeladt af midtjydernes kamptrup to gange, fordi en handel var under opsejling.
Dribleren takker FCM's fans efter salget.
- Da jeg forleden brændte mit andet straffespark i træk, sang de mit navn, da vi kom ud efter pausen. Det er sådan nogle små ting, der betyder meget.
- Jeg vil sige tusind tak til fansene, og så håber jeg, det bliver et på gensyn. Jeg håber, jeg en dag vil trække Midtjylland-trøjen over hovedet igen, men det er heller ingen hemmelighed, at jeg nu vil ud at opleve verden, siger Isaksen.
I alt nåede akademispilleren at bidrage med 33 mål i 139 kampe som FCM-spiller.
Isaksen og Lazio tager hul på den nye Serie A-sæsonen 20. august med en udekamp mod Lecce.
/ritzau/