Sport - Ritzau

FC Nordsjælland gør rent bord med sejr i pokalfinalen

FC Nordsjælland gør rent bord med sejr i pokalfinalen

FC Nordsjælland gør rent bord med sejr i pokalfinalen

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
Gjensidige Kvindepokalfinale: Brøndby IF - FC Nordsjælland Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

2512 tilskuere så onsdag FC Nordsjælland sikre sig The Double med en sejr over Brøndby i pokalfinalen.

FC Nordsjælland er for tiden det stærkeste hold i dansk kvindefodbold.

Det blev der sat to streger under onsdag aften, hvor holdet vandt pokalfinalen med 2-1 over Brøndby og sikrede sig The Double for første gang i klubbens historie.

Teenagerne Emilia Asgeirsdottir og Alma Aagaard blev heltene for FC Nordsjælland, som kunne bryde ud i euforisk jubel for anden gang på mindre end en uge.

Bare fire dage forinden vandt nordsjællænderne det danske mesterskab, og også her blev det på bekostning af Brøndby i sidste runde.

Brøndby var derfor opsat på revanche, men der var ikke meget, der fungerede for de gulklædte spillere på MCH Arena.

Man skulle i det hele taget kigge langt efter chancer i første halvleg, som langt hen ad vejen bestod af dueller på midtbanen, hvor holdene kæmpede om overtaget.

De to hold kendte tydeligvis hinanden godt og var gode til at ødelægge hinandens spil. Der blev ikke sat særligt mange afleveringer sammen ad gangen, før opspillet blev stoppet.

Enkelte gange havde FC Nordsjælland held med at bryde igennem i Brøndbys venstre forsvarsside, og det var også herfra, det blev farligst i første halvleg.

Bedste tilbud tilfaldt nordsjællændernes Anna Walter efter knap 20 minutter, men indlægget fra Nikoline Dudek havde lige nøjagtig ikke præcision nok, og Walter havde svært ved at håndtere det.

Der skulle gå knap en time, før tilskuerne for alvor kom op af sæderne.

En fin stikning blev behandlet med maner af 19-årige Emilia Asgeirsdottir, som via stolpen lagde bolden i nettet 1-0.

Så begyndte det ellers at gå stærkt. Med 20 minutter igen udnyttede FC Nordsjælland en stor fejl fra Brøndby-keeper Ann-Kathrin Dilfer, som sendte en aflevering direkte i fødderne på Alma Aagaard.

Sidstnævnte opdagede hurtigt det tomme mål og fordoblede med stort overblik føringen.

Så syntes kampen egentlig lukket, men også FCN-spillerne var i gavehumør. Bolden landede efter en opspilsfejl ti minutter før tid hos Julie Tavlo Petersson, som med dagens bedste Brøndby-spark hamrede reduceringen fladt i mål.

De 2512 tilskuere fik pludselig spændingen tilbage, men det blev ved det ene måls forskel og endnu en nordsjællandsk triumf.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“