Sport - Ritzau
FCK bekræfter forhandlinger om salg af Grabara
FCK bekræfter forhandlinger om salg af Grabara
FCK bekræfter forhandlinger om salg af Grabara
I en selskabsmeddelelse bekræfter FC København, at der forhandles om et salg af målmanden Kamil Grabara.
FC København forhandler med en anden klub om et salg af fodboldspilleren Kamil Grabara.
Det bekræfter klubben i en selskabsmeddelelse.
- F.C. København kan bekræfte, at der er modtaget et tilbud på Kamil Grabara. Der pågår i øjeblikket forhandlinger mellem parterne, og der er ikke sikkerhed for, at en aftale vil blive indgået, skriver FCK i selskabsmeddelelsen.
Tidligere søndag skrev det lokale tyske medie Wolfsburger Allgemeine og Ekstra Bladet, at bundesligaklubben Wolfsburg havde købt den polske målmand fra sommeren 2024.
- Der er dags dato konstateret rygter i markedet om en mulig transfer af fodboldspilleren Kamil Grabara, skriver FCK.
Klubben oplyser ikke, hvilken klub der har afgivet bud på den 24-årige målmand.
Wolfsburg har belgiske Koen Casteels som førstemålmand, men hans kontrakt udløber næste sommer.
Af målmænd råder FCK ud over Kamil Grabara over Theo Sander og Andreas Dithmer, der begge er 18 år gamle.
Kamil Grabara har kontrakt med FCK frem til sommeren 2026.
/ritzau/