Sport - Ritzau

FCK-chef trods klar sejr: Ikke helt oppe at køre

FCK-chef trods klar sejr: Ikke helt oppe at køre

FCK-chef trods klar sejr: Ikke helt oppe at køre

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: FC København - Lyngby Boldklub Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

FCK-træner Jacob Neestrup var afdæmpet i sin glæde over søndagens 3-0-sejr over Lyngby.

FC København vandt søndag 3-0 hjemme mod Lyngby, da de forsvarende danske mestre spillede sidste hjemmekamp i 2022.

Resultatet var ganske overbevisende, men alligevel var der afdæmpet glæde at spore hos cheftræner Jacob Neestrup.

- Vi er ikke helt oppe at køre over præstationen. Vi skabte mange chancer på omstillinger og i etableret angrebsspil, men det blev lidt ujævnt, og jeg synes, Lyngby gjorde det svært for os.

- Set over hele kampen så er det fortjent, i forhold til de forholdsvis store chancer vi skabte gennem hele kampen, siger Neestrup.

FCK-backen Christian Sørensen fik en sjælden startplads hos hjemmeholdet, og han var enig med sin træner.

- Vi skulle have tre point, og så er jeg egentlig lidt ligeglad med, hvordan vi fik dem. Jeg synes godt, vi kunne have lavet lidt flere mål. Hvis vi havde været lidt mere koncentreret, så havde vi også lavet et enkelt eller to til.

Lyngby er bundhold i Superligaen, men gæsterne gik ind til opgøret med et offensivt udtryk, og cheftræner Freyr Alexandersson var langt hen ad vejen tilfreds med indsatsen.

- Jeg er meget tilfreds med udtrykket fra start, vi startede kampen rigtig stærkt. Spillerne viste mod, var aggressive og fik sat noget godt sammen.

- FCK var ekstremt farlige på omstillinger, men i det etablerede spil var de ikke så farlige. Vi var tilfredse med første halvleg og de første tyve minutter af anden halvleg, men derfra trådte de på en powerknap, og så er de bare voldsomt gode, siger Alexandersson.

Lyngby-anfører Marcel Rømer mente også, at Lyngby startede godt, men gæsterne blev sat til vægs i sidste ende.

- I anden halvleg viste FCK sin kvalitet. Jeg mindes ikke, at vi skabte en eneste mulighed i anden halvleg. Da det blev 2-0, dræbte de kampen, og så blev det lidt overlevelse for os.

- Vi blev for passive, og det må man ikke være inde i Parken, for så er FCK alt for gode, og det viste de også til sidst, siger Rømer.

Resultatet betyder, at FC København er nummer tre med 24 point, mens Lyngby er sidst med fem point i 16 kampe.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“