Sport - Ritzau

FCK får uafgjort og slider sig i Conference League

FCK får uafgjort og slider sig i Conference League

FCK får uafgjort og slider sig i Conference League

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Britain Soccer Conference League Foto: Andrew Milligan/Ritzau Scanpix

Med 1-1 i Skotland er FCK klar til Conference League, efter Kilmarnock blev slået med 2-0 i det første opgør.

Uden på nogen måde at sprudle er FC København klar til efterårets Conference League.

I Skotland gjorde FCK arbejdet færdigt og fik 1-1 mod undertippede Kilmarnock.

Københavnerne havde en 2-0-sejr med i bagagen fra første møde og avancerer med samlet 3-1.

Det var langtfra imponerende, det som FCK leverede torsdag aften i Skotland, og da Kilmarnock i første halvleg kom foran 1-0, lurede fiaskoen.

FCK fik dog styr på tingene, og midt i anden halvleg punkterede et skotsk selvmål hjemmeholdets tro på tingene.

Dermed er FCK med, når der fredag trækkes lod til efterårets Conference League, hvor københavnerne skal møde seks forskellige modstandere i et nyt format.

Kampen i Skotland blev spillet på en tung kunstgræsbane. Det gav mange dueller, og det var ikke noget, der bekom FCK vel.

Alligevel var det københavnerne, der først var tæt på. Efter et lille kvarter spillede keeper Nathan Trott med en lang bold Elias Achouri fri. Tuneseren fandt unge Victor Froholdt, der dog brændte stort.

Minuttet efter var den gal i den anden ende. Et Kilmarnock-frispark skabte kaos i FCK-feltet. Først headede skotterne på stolpen, inden Trott hev en flot redning frem.

Marcos Lopez forsøgte at afværge situationen, men sparkede bolden i ryggen på Froholdt. Det udnyttede Marley Watkins til at sparke den løse bold i mål.

Det skotske føringsmål vækkede FCK, der kom i bedre kontrol defensivt, men stadig haltede en hel del med det offensive spil.

Det var på lange bolde, at FCK blev farlige, og små ti minutter inden pausen var gæsterne tæt på ad to omgange.

Viktor Claesson brændte en stor hovedstødschance, inden Denis Vavro kort efter sendte bolden på stolpen.

Det var ikke mange chancer, som skotterne spillede sig frem til, og halvvejs i anden halvleg formåede københavnerne at komme på tavlen.

En af de mange lange bolde i kampen blev sendt Achouris vej, og tuneseren sendte et fladt indlæg ind mod Orri Óskarsson.

Bolden nåede dog aldrig frem til islændingen, da Lewis Mayo for næsen af Óskarsson sendte bolden i eget net.

Udligningen dræbte den skotske tro på tingene. Fem minutter efter var FCK's Mohamed Elyounoussi få centimeter fra at punktere den sidste spænding, men hans hovedstød tog overliggeren.

Kilmarnock forsøgte mod slut at etablere et pres, men FCK-defensiven havde styr på skotterne.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“