Sport - Ritzau

FCK sælger ung back og forventer stor indtægt

FCK sælger ung back og forventer stor indtægt

FCK sælger ung back og forventer stor indtægt

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Manchester City and FC Copenhagen - Uefa Champions League Group Foto: Ulrik Pedersen/Csm/Ritzau Scanpix

Venstre backen Victor Kristiansen er solgt til Premier League-klubben Leicester City.

Superligaklubben FC København har solgt stortalentet Victor Kristiansen til Leicester fra Premier League. Det skriver FCK på sin hjemmeside.

FC København forventer, at salget af den 20-årige venstre back vil have en positiv virkning på regnskabet på cirka 100 millioner kroner før skat.

Kristiansen har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.

- Jeg har været her nærmest hele mit liv, så det er emotionelt for mig at tage herfra.

- De her muligheder kommer bare ikke så mange gange i ens liv eller karriere, og klubben og jeg var enige om, at det her var den rigtige vej at gå, selv om det er svært, siger forsvarsspilleren til FCK's hjemmeside.

FCK oplyste først, at enkelte betingelser fortsat manglede at blive opfyldt, før handlen var endelig, men de er sent fredag aften kommet på plads, oplyser FCK.

Kristiansen har en fast del af FCK's førstehold siden sommeren 2021. Han har været fast mand på venstre backen hos den forsvarende danske mester i både indeværende og sidste sæson.

Den 20-årige back tiltrak sig opmærksomhed i efterårets Champions League-gruppespil, hvor FCK blandt andet spillede 0-0 på hjemmebane mod Manchester City.

Kristiansen er et produkt fra superligaklubbens eget akademi.

Leicester er hårdt ramt af skader på backpositionerne. Kun to ud af klubbens fem backs er spilleklar, og klubben ligger på Premier Leagues 14.-plads med 17 point. Holdet er to point over nedrykningsstregen og uden sejr i de seneste fire ligakampe.

I den engelske Premier League-klub bliver Victor Kristiansen holdkammerat med danskerne Jannik Vestergaard og Daniel Iversen.

Kristiansen har endnu ikke fået debut på det danske A-landshold, men har spillet på alle ungdomshold fra U16 og op.

Han har spillet otte kampe på det danske U21-landshold og fik debut på i maj 2021. En af de otte kampe var ved U21-EM i 2021 mod Tyskland i kvartfinalen, som Danmark tabte.

Med salget af Kristiansen råder FC Københavns træner, Jacob Neestrup, over Christian Sørensen, Peter Ankersen, Kevin Diks, Elias Jelert og Nicolai Boilesen til de to backpositioner.

Christian Sørensen er den eneste venstrebenede, der er klar til at spille. Den tidligere landsholdsback Nicolai Boilesen, som også er venstrebenet og har spillet på positionen i både FC København og hollandske Ajax Amsterdam, er ude med en langtidsskade.

Desuden har Boilesen mest været brugt i midterforsvaret de senere år.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“