Sport - Ritzau

FCM i CL-jagt: Det sportslige er vigtigere end millionregn

FCM i CL-jagt: Det sportslige er vigtigere end millionregn

FCM i CL-jagt: Det sportslige er vigtigere end millionregn

Ritzau
Bratislava
Zuletzt aktualisiert um:
Superliga: FC Midtjylland - Sønderjydske Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Udsigten til at møde Europas bedste klubhold er FC Midtjyllands største motivation, siger Thomas Thomasberg.

Når FC Midtjylland onsdag jagter en plads i Champions Leagues nye ligaspil, spiller den danske mesterklub også om et væsentligt trecifret millionbeløb i returkampen mod Slovan Bratislava.

Veksler midtjyderne 1-1 fra hjemmekampen til samlet avancement, er klubben garanteret at score i nærheden af en kvart milliard kroner for at spille de otte ligakampe. Men økonomien fylder intet i FC Midtjyllands motivation til kampen.

I stedet er det udsigten til potentielt at møde Real Madrid, Bayern München eller Manchester City, der skal være midtjydernes mentale drivkraft onsdag aften i Slovakiets hovedstad.

Det siger FCM-træner Thomas Thomasberg tirsdag aften på et pressemøde i Bratislava.

- Jeg spekulerer ikke over pengene. Jeg ved, der er en økonomisk gulerod, men det er egentlig ligegyldigt, om der er 50 eller 500 millioner på spil. Det er en kamp, vi vil ud og vinde, fordi der så venter store sportslige oplevelser, som vi gerne vil deltage i.

- Alle er klar over, at der er mange penge på spil, men vi går ud til kampen med en tro på, at vi kan vinde, og ikke en bekymring for hvad vi kan tabe.

- Det er en drøm at komme i Champions League, og nu er vi med i opløbet og vil først over stregen, siger Thomas Thomasberg.

Skulle midtjyderne tabe sammenlagt, ender holdet i Europa Leagues ligaspil, hvor pengepræmierne og prestige er mindre, og hvor modstandernes niveau er lavere.

Da FC Midtjylland i sidste uge måtte nøjes med 1-1 i Herning, så Thomasberg tendenser, der gør ham optimistisk inden returkampen.

- Vi producerede flere chancer, end jeg havde håbet i den første kamp. Jeg havde set Bratislava flere gange inden, hvor de var kompakte, kloge og ikke gav meget væk. Chanceantallet var bedre end forventet, men effektiviteten var der ikke - det var en træls dag, den var blevet i omklædningsrummet.

- Rent offensivt er jeg fortrøstningsfuld og tror, at vi også kan gøre noget her i udekampen. Rent defensivt så vi, at hvis vi ikke er påpasselige, så har de også noget at skyde med.

- Vi har i sinde at angribe kampen, det er den måde, vi vil forsøge at komme videre på, siger Thomasberg.

Han påpeger også, at udsigten til at skulle spille i 30 grader ikke bekymrer ham. Det kunne hans hold også håndtere tidligere i kvalifikationen i Andorra og Ungarn.

Midtbaneprofilen Oliver Sørensen fortæller, at han og holdkammeraterne er spændte, men har en god følelse før returkampen. Fra den første kamp har han lært, at FC Midtjylland kan overmatche de lidt mere destruktive slovakker ved at holde tempoet højt og spilstoppene korte.

- Vi skal være gode til at holde flow i spillet og holde kampen kørende. Jeg tror, det er til vores fordel, for vi har en masse fart og individuel kvalitet, der kan gøre ondt på dem.

- Vi skal være skarpe, når vi får chancerne. Der skal en helstøbt indsats til fra alle på banen, lyder Oliver Sørensens opskrift på en succes.

Opgøret begynder onsdag aften klokken 21.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“