Sport - Ritzau

FCM-komet oser af selvtillid: Der er meget mere i vente

FCM-komet oser af selvtillid: Der er meget mere i vente

FCM-komet oser af selvtillid: Der er meget mere i vente

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
Conference League: FC Midtjylland - FC Progres Niederkorn Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aral Simsir drev søndag gæk med Silkeborg, da FC Midtjylland vandt 2-0 i anden runde af Superligaen.

Aral Simsir var søndag her, der og alle vegne, da FC Midtjylland besejrede Silkeborg med 2-0 i anden runde af Superligaen.

Den 21-årige rapfodede kantspiller var en stor drivkraft for midtjydernes offensive spil, og så kronede han værket med en frisparksperle i første halvleg til 1-0.

Efter opgøret var dansktyrkeren fyldt med selvtillid, da han mødte den fremmødte presse.

- Indtil videre så er det den bedste præstation fra min side i sæsonen, men vi har jo kun spillet tre kampe.

- Som jeg tidligere har nævnt, er der meget mere i vente for mig, og jeg kan spille endnu bedre, end jeg gjorde i kampen, men jeg er glad.

- Det er altid dejligt at score, og på frispark er det endnu dejligere, vil jeg sige, lyder det fra offensivspilleren.

Aral Simsir fik et mindre gennembrud for FCM i foråret, og i de tre første opgør i den nye sæson har han startet inde på banen.

Efter opgøret blev FCM-cheftræner Thomas Thomasberg spurgt, om det giver mening at sammenligne den driblestærke offensivspiller med egyptiske Mohamed Zidan, der tidligere var en stor stjerne for holdet.

- Det er da en meget god sammenligning. Hvis Aral bare når det halve af, hvad Zidan har gjort, så har han haft en god karriere.

- Han er dygtig, og det har jeg aldrig lagt skjul på. Lad ham bare nyde det, og så skal han stadigvæk vide, at han er dygtig, siger Thomas Thomasberg.

Cheftræneren ville efter opgøret også gerne rose Simsir for andet end de offensive kvaliteter, som han besidder.

- Det, som jeg er glad for, er, at han også lægger på i forhold til den base, som vi skal bruge på banen, så vi kan få fat på bolden.

- Når vi gør det, kan han lave gode ting, så det var vigtigt, at han også kom med i presspillet. Det så jeg fra alle de tre forreste, og det var afgørende for, at vi kunne præstere, som vi gjorde, siger Thomas Thomasberg.

Aral Simsir står i alt noteret for 21 kampe i Superligaen med tre mål og fem assists til følge for FCM.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“